Hvorfor den akademiske verden har brug for økosamfundene [1/10]

/ Skriv en kommentar

1. del: Konventionel vs. Eksperimenterende

Denne blog er skrevet af Daniel Greenberg (PhD). Daniel, bor I Sirius Community i Massachusetts, USA, er leder af Living Routes, der arrangerer “Lev & Lær” kurser i økosamfund over hele verden for amerikanske universitetsstuderende. Denne artikel er den første af 10, oversat af Signe Thybæk og Ditlev Nissen.

Tilføj venligst dine tanker og spørgsmål i kommentarerne nedenfor.  Vi håber du vil følge med denne blog serie. Tak!

Fig. 1: Grafer over post-bæreevne. (kilde: http://blogs.livingroutes.org/sustainabilityeducation/2010/12/28/an-important-question-part-ii/)

Nu om dage lever vi i en post-bæreevne verden, men vi uddanner stadig vores fremtidige ledere som om intet er forandret. Bæredygtighed, modstandsdygtighed og indbyrdes afhængighed – disse er emner, der er behov for at sætte fokus på lige fra børnehaveklassen og frem til universiteternes phd forskere. Dog virker det til at vores uddannelsessystem sidder fast i en anden tid. Hvordan kan vi skabe denne forandring – og hurtigt?

I min sidste artikel forklarede jeg ”Hvad er et økosamfund?” og hvorfor Living Routes mener, at de skaber ideelle “universiteter” til uddannelse af ledere i bæredygtig samfundsudvikling. Dette er den første af en blog i 10 afsnit, i hvilken jeg vil sammenligne den uddannelsesmæssige kontekst i hhv. den akademiske verden og økosamfundene og forklare, hvorfor førstnævnte har brug for sidstnævnte. (I det sidste afsnit vil jeg desuden forklare, hvorfor det modsatte ligeledes er sandt)

For at tage hul på dette emne er vi nødt til at undersøge den “skjulte læseplan”, som er indlejret i videregående uddannelser sammenlignet med i økosamfundene. Enhver, der har gået i skole, ved, at vi ikke kun lærer gennem skolens formelle læseplaner, men også på en implicit og uformel måde gennem deltagelse i det institutionelle liv. Uanset hvilket fag der undervises i, er det på de fleste skoler en norm, at eleverne lytter opmærksomt, har orden i deres sager og følger lærerens instruktioner. “Sid stille”, “lad vær at kigge hos sidemanden” og “ræk hånden op”. Der er en stærk forventning om, at eleverne lærer at følge disse normer.  Denne del af læringsprocessen bliver ofte omtalt som en organisations “skjulte læseplan”.

Selvom videregående uddannelser er under forandring, er deres underliggende struktur stadig mere målrettet mod at uddanne specialister til den industrielle verden. Der er mindre fokus på at uddanne de neo-renæssance generalister og praktikere, som er nødvendige, hvis vi skal sætte tempoet ned og vende retningen på denne mastodont af destruktion, som vi mennesker er blevet til. Som David Orr så smukt formulerede det:

“Det er et simpelt faktum, at denne planet ikke har brug for flere succesfulde mennesker. Men den har desperat brug for flere fredsskabere, healere, genopbyggere, historiefortællere og passionerede mennesker af enhver art. Planeten har brug for mennesker, der stræber mod at leve lettere og smukkere på jorden. Den har brug for mennesker med moralsk mod, som er villige til at indgå i kampen for at gøre verden mere beboelig og human. Disse kvaliteter har meget lidt at gøre med succes, som vores kultur definerer den.”
(Orr 1994:12)

Hvordan kan vi uddanne i dette? Og hvor? Her er det første af 10 eksempler på, hvordan den akademiske verden og økosamfundene virker med modsatrettede skjulte læseplaner, der henholdsvis hindrer eller støtter udviklingen af denne nye type leder, som Orr beskriver. Godt nok er disse eksempler en smule provokerende, og bemærkelsesværdige undtagelser forefindes, men jeg håber, at meningen alligevel vil fremstå tydeligt.

1) Konventionel vs. Eksperimenterende

Universiteter har en tendens til at være besværede af tunge bureaukratiske systemer, der modsætter sig forandring. Faktisk har universiteternes basale struktur ikke udviklet sig siden middelalderen. Denne struktur var effektiv under en industriel økonomi, hvor en universitetseksamen signalerede et sjældent privilegium, og hvor en bureaukratisk ”kommando og kontrol” tankegang var en fordel på det økonomiske marked. Men nu om dage lever vi i netværks- og serviceorienterede samfund, som har brug for moderne ledere og problemløsere, der ikke er bundet af konventionelle tankemønstre. Når selv den simple opgave, at lave et nyt brevhoved til afdelingen kan tage måneder med revideringsmøder og udbudsrunder, begynder man at forstå, hvorfor en dyb strukturel ændring i retning af bæredygtighed ofte er en smertefuldt langsom proces på mange professionshøjskoler og universiteter.

Økosamfundene er fysiske og sociale ”laboratorier”, hvor der eksperimenteres med nye teknologier, sociale strukturer og verdensbilleder. De har som regel en ”trial and error” tilgang, dvs. man afprøver en idé i praksis og bruger fejlene som rettesnor for justeringer, og kan som følge heraf hurtigt tilpasse sig ændrede forhold, udfordringer og muligheder.

Fig. 2: Drivhuset ved Sirius Communitys fælleshus

Et lille eksempel… I Sirius Community, det lille økosamfund i Western Massachusetts, hvor jeg bor, blev der i tilknytning til fælleshuset bygget et 93 m2 drivhus opført som en bindingsværks konstruktion. Dette virker måske umiddelbart som en mærkelig idé, da de tykke træstolper blokerer for noget af sollyset. Men det var de ressourcer og evner, der var til rådighed på det tidspunkt, og efter nogle få eksperimenter og beregninger opdagede de, at de kunne bygge et effektivt (og smukt!) drivhus på denne måde.

Endvidere brugte de tonsvis af sten, der holdt sammen af hønsetråd virker som en termisk masse. Herefter installerede de en lavenergi blæser, der konstant cirkulerer luft gennem stenene og derved varmer dem op om dagen og trækker varmen ud om natten. Varmen fra drivhuset dækker omtrent en tredjedel af fælleshusets samlede opvarmningsbehov. Det bedste af det hele er, at der ovenover stenene er et spiseområde, der er særlig værdsat i de kolde måneder i New England. Living Routes afholder nu kurser i grønt byggeri i Sirius Community, og de studerende drager fordel af disse eksperimenter ved at lære at designe og konstruere et drivhus med brug af bindingsværk, cob og halmballer. Fremtiden ligger ikke fast, og der vil blive behov for smidige hjerner, der kan reagere effektivt på kommende udfordringer og muligheder.

Næste afsnit: “Hierarki vs Heterarchy.”

Referencer:

Orr, David. Earth in Mind. Washington, 1994

 

Artiklen kan læses på originalsprog her

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv en kommentar

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.