Ungdomsudvekslinger

Som ung i LØS er der gode muligheder for at møde unge fra økobevægelsen verden over – eller bare unge, der nyder at være unge og nyder at møde hinanden.

LØS er nemlig blevet mere aktiv gennem EU programmerne, for at kunne tilbyde unge mennesker tilknyttet økosamfundsmiljøet i Danmark at mødes med andre unge – i Europa. Det hele er betalt af Erasmus+ og LØS glæder sig til at få gang i noget fedt ungdomsarbejde!

Derfor: Del med din ven, nabo, søn/datter eller bare i dit netværk!

30.7 – 9. AUGUST 2017 UNGDOMSUDVEKSLING I UNGARN
Tag med til Ungarn – en 9 dages ungdomsudveksling helt offline, uden telefoner og Internet. Hvad laver man så? Når man er mellem 16-26 år? Så snakker man sammen, man planlægger, man gør ting og på MEDIA DIET skaber man kunst. I fællesskab. Det går ikke stille for sig! Tag med og find ud af noget nyt om dig selv, i offline tilstand, sammen med nye venner fra Irland, Tyskland, Italien, Ungarn og Tjekkiet.

Grib en ven og skriv til camilla@okosamfund.dk, hvis du er interesseret. En helt anderledes sommerferie.

Download INFOPAKKEN.

2-14 MAJ 2017 UNGDOMSUDVEKSLING I DANMARK
“From the I to the WE” – en udveksling afholdt med unge fra Italien, Spanien, Holland og Slovenien i Danmark. Der blev fokuseret på flygtningeproblematikker, bæredygtighed og ungdomsliv, mens der blev arbejdet i værtssamfund (AndelsHaverskolen på Langeland og i Hallingelille ved Ringsted) halvdelen af dagen og hygget/snakket/arbejdet med andre ting i resten. Der blev bl.a. bygget komposttoiletter, bygget pallemøbler, arrangeret møder og samtaler med flygtninge mm. Det handlede mest om at være ung, i Europa.

Der er lavet en flyer for projektet, der blev sendt ud til de internationale deltagere.

RONJA – deltager/gruppeleder på ‘From the I to the WE’:
Hvad Erasmus+ ungdomsprojekterne med LØS betyder for mig er nye venner fra hele Europa, mennesker med samme holdninger og drømme som mig selv, en følelse af fællesskab på tværs af kulturer og et forum for at lære om bæredygtighed, fællesskab, flygtningekrisen og om sig selv. Gennem de forskellige ungdomsprojekter jeg har været med i, har jeg udviklet mig både fagligt, socialt og personligt. Som med-arrangør af ungdomsudvekslingen i starten af maj, er det med stolthed, at vi kan sige, at der blandt de 30 unge der var med, er flere, som allerede nu har aftalt at mødes rundt omkring i Europa over sommeren. Flere af dem ønsker også at engagere sig yderligere og deltage i flere projekter for at udbrede bæredygtighedsbudskaber og fælleskabsånd blandt flere unge i og omkring økosamfund rundt omkring i Europa.