af Jonas Svendsen, Egeskoven Økosamfund
Egeskoven er et nyt økosamfund, og vi befinder os stadig i etableringsfasen. Det er her jeg og min familie bygger og planter. Egeskoven ligger i Odsherred i Nordvestsjælland i den lille by Egebjerg, hvor man også finder et andet økosamfund Fri og Fro. Egeskoven rummer 25 grunde på 1900 kvm., og vi har ud over det omkring 5 ha fællesjord, hvor vi planlægger at dyrke efter permakulturprincipperne. Vi har været længe undervejs, og er nu nået til det punkt, hvor grunden er købt, lokalplanen er gået igennem, byggemodningen er gennemført, alle grunde er solgt, og vi er nu godt i gang med at finde hinanden, lærer hinanden at kende, og få bygget vores huse. Organisatorisk arbejder vi på at få etableret os sociokratisk. Vi er nyetablerede, og det er derfor også med det praktiske erfaringsgrundlag, jeg skriver.
Der hvor jeg personligt har oplevet de mest spændende debatter, de stærkeste følelser og det stærkeste engagement er ved modstridende forhold mellem familiernes frihedstrang til at udleve egne drømme/ gøre tingene på egne måder, og økosamfundets ønske om, i fællesskab, at leve i samspil under nogle fællesetablerede værdier og normer. Her er vi inde ved kernen af projektet, hvor vi udfordrer vores fælles identitet og forståelsen af os selv som økosamfund.
Jeg tror på, at graden af harmoni i et fællesskab, er sammenhængende med fællesskabets evne til at understøtte begge sider. Til at finde glæden, stoltheden og styrken ved at stå sammen om nogle fælles værdier og normer. Og samtidigt evnen at motivere hinanden til at give den gas, blomstre på det personlige plan og udleve drømmene selvstændigt.
Når vi søger hinanden i et økosamfund, så søger vi noget andet end hvad samfundet generelt har at tilbyde. Dette ”andet” kan gå i mange retninger. Bæredygtighedshjulet er vidunderlig bred og rummelig. Der er en myriade af dejlige, smukke, bæredygtige økosamfund gemt i denne cirkel. For et økosamfund under etablering bliver spørgsmålet: ”Hvor mødes vores drømme?” Det er her de mest levedygtige projekter findes. Hver enkelt familie har sin egen smukke drøm for fremtiden og fællesskabet. Opgaven ligger i at finde det rum, hvor vi alle deler lysten til at gøre tingene anderledes sammen, hvor alle genkender egne drømme i projektet.
Det rum kan være udfordrende at finde. Mennesker og drømme er flygtige størrelser, og verden roder sig hele tiden ud i nye problemer og efterspørger nye kreative løsninger. Dette taler for en
dynamisk tilgang til bæredygtighedscirklen, der måske bedst lader sig formulere som en rejsebeskrivelse baseret på et sæt fælles principper. Hvordan ønsker vi at vores rejse sammen skal forløbe? Hvilke værdier skal understøtte vores sameksistens? Hvilken destination ønsker vi at pejle efter? Hvad er missionen, hvad er det for ændringer vi søger efter at lave hos og i os selv, for at kunne vise en vej også for verden udenfor?
Bill Mollison gav en god begrundelse for at arbejde med principper i “Permaculture a Designers Manual”.
”Principles differ from dogmas in that there are no penalties for error, but only learning from error (…) Dogmas are rules which are intended to force centralized control (often by guilt), and it is obvious that every such rule or law represents a failure of the social system”
Det er svært at være uenig med Mollison i ovenstående, men der er unægtelig også noget kraftfuldt ved dogmerne – ved at sige: ”Hos os er vi så enige, så stærke i vores overbevisning, at vi altid ……. Og aldrig ……”. Men så skal vi virkeligt også være enige om alle dele af dette dogme som en fælles vision for vores samfund. Vi skal samtidigt være sikre på, at dogmet fastholder sin relevans over tid, samt at alle, der i fremtiden flytter ind, deler det.
Min pointe er, at dogmer nok altid vil blive udfordret. Hvis vi beskriver hvordan vi, i vores fællesskab, udelukkende spiser vegetarisk, hvad så når Karina i nr. 13 får en ny, ikke vegetarisk kæreste. Er der så plads til ham? Hvilken position sætter vi ham i, sætter vi Karina i? Så snart vi sætter en ramme, der udtrykker korrekt og ikke korrekt adfærd i konkrete termer, så skal forkert adfærd vel også have en eller anden form for konsekvens? Giver det mening at sætte en regel op og så bare ignorere den, hvis den ikke bliver fulgt? Rollen som politibetjent i et økosamfund er der af gode grunde ikke mange, der ønsker, og så er vi tilbage ved Mollisons pointe. Det der kan regulere dogmer, er udskamning, hvilket fører til et fejlslagent socialt system.
Jeg har som led i tidligere studier turet rundt og talt med mange økosamfundsbeboere. En episode, jeg husker særligt tydeligt, var i et økosamfund, der havde beskrevet, hvordan de ikke ønskede at optage lån. Flere økoboere havde ikke formået at leve op til denne målsætning. Det ualmindeligt søde par jeg interviewede, udtrykte en særlig fin form for accept, hvor de tog dem i forsvar med ordene: ”Det kunne der jo være mange gode grunde til, og det kan man vel næppe bebrejde dem”. Sætningen sluttede så også lidt mistrøstig af med: ”Nåh ja, så lige på det punkt er vi jo så ikke lykkedes med at komme helt i mål”
Det slog mig fordi økosamfundet, efter alle tænkelige parametre, var en kæmpe succes. Jeg fandt det derfor bittert, at målsætningen for økosamfundet var formuleret sådan, at de ikke bare kunne sige ”Vi har sgu gjort det”. Det næste der dukkede op i mit hoved var en fri fortolkning af, hvordan det mon havde påvirket de beboere, der havde optaget lånene. De var jo nok vidende om, at nogle af deres naboer nu havde lidt sværere ved at se projektet som en ren succes. Måske de også selv følte det sådan.
Det var mit klare indtryk, at økosamfundet havde en så stor indre styrke, at det ikke gav dem større udfordringer. Jeg syntes blot at det var synd at de ikke fuldt ud kunne genkende sig selv som den succes de i mine øjne var, og det kunne måske have været gjort, hvis det havde været formuleret mindre som et dogme og mere som et princip. Der er ingen tvivl om, at det finansielle system ville se meget anderledes ud, hvis alle i landet havde samme indstilling til økonomien som disse mennesker. Det ville formodentligt også have været en smal sag at formulere målsætningen om det gældfrie samfund mere principorienteret. Den kunne jo for eksempel være: ”Vi arbejder for at opnå økonomisk uafhængighed, for at kunne leve så frit som muligt og for at minimere det finansielle system’s magt.”
Jonas Svendsen bor i Egeskoven med sin hustru Anja og deres to børn Alva på 13 og Aske på 10. Han er uddannet statskundskaber fra Københavns Universitet, og har i sin studietid primært beskæftiget sig med klimapolitik. Han skrev speciale om sammenhængskraft og social kapital i økosamfund, samt disses påvirkning af lokalområdet.
Det kunne ændre fortællingen fra: ”Vi er ikke nået helt i mål”, til ”Gør som os og den økonomiske virkelighed i landet vil blive vendt på hovedet, og vi vil blive økonomisk frisat”.
Når det kommer til det fælles projekt, er der derfor meget vundet ved at formulere det som en rejsebeskrivelse, som principper, eller værdier for projektet, og ikke som dogmer, eller konkrete handlinger, da det hurtigt kan gøre oplevelsen af succesraten for skrøbelig.
Det er oplagt at lade sig inspirere af permakulturens tilgang, som har holdt sig levende og relevant siden 1978. Med sine tre overordnede principper; respekt for mennesket, jorden, og fair og lige fordeling, kræver den hele tiden stillingtagen, dialog, diskussion. Principper har ingen værdi, før de bliver omsat til handling. I et fællesskab kræver det, at vi respektfuldt drøfter vores forhold til og opfattelse af principperne. Dette bringer os tilbage til Mollisons pointe om, at principper fører til læring, og på den baggrund kan vi vokse sammen. Når dogmer alligevel står for fald, og potentielt kan skade sammenhængskraften, hvorfor så ikke lade os guide af principper og løbende blive klogere på hinanden?
Det har mange økosamfund også gjort, bevidst eller ubevidst, så det er måske mere en ny erkendelse for mig, end det er for garvede kollektivister og økoboere. Det er dog en tanke, som jeg ville give videre til nye grupper i gang med at etablere sig, hvis jeg blev spurgt.
Det at vi hele tiden kan forfine fortolkningen af principperne, har også den klare fordel, at alle, uanset hvornår de er kommet med i projektet, kan indgå i udviklingen af det. Det gør noget for medejerskabet, at alle har været med til den proces. Det sker selvfølgelig kun, hvis pladsen bliver givet. Her hjælper det helt sikkert, hvis de der tidligt i processen har været toneangivende, senere i processen træder lidt til side, og giver plads. Hver enkelt familie har sine egne drømme, sin egen forståelse og fortolkning af projektet. Hver enkelt familie har søgt ud i økosamfundet for at finde friheden til at udleve drømmen. Den største gave, vi kan give hinanden, er at give plads til hinandens drømme. Derfor kan en fælles rejsebeskrivelse ikke stå alene. Vi skal være fælles om rejsen, fælles om kernen i projektet. Her skal vi selvsagt også have så meget respekt for fællesskabet, at vi gør vores bedste for at navigere inden for rammerne af de principper, vi er blevet enige om, men vi skal også være fælles om at acceptere hinandens forskelligheder. Acceptere at uden for det fælles rum er drømmene forskellige.
Harmonien i fællesskabet trives der, hvor vi ”lever med det”. Lever med hinanden. Jeg tænker, at mange har en detaljeret drøm for fællesskabet; så detaljeret at den indre film kan fremmane eksakte placering af værksteder, fremtidige åløb, trampestier, dyrehold, legepladser. Måske også menneskelig interaktion, der end ikke er sket, men som blot er ønsketænkning, måske forventninger til stemninger, til lyde, til grin. Disse billeder er vores alene, og vi kan ikke overdrage dem til naboen, for naboen har sine egne billeder. Hvis naboen så bygger det redskabsskur nede på hjørnet af fællesarealet. Ja, så passer det ikke ind i mit billede. Redskabsskuret står det forkerte sted, det har de forkerte mål, og det er ikke malet svensk-rødt, som jeg så tydeligt kan se det udspille sig for mit indre. Sådan vil det være; økosamfund er som en collage, brudstykker af drømme, der når drømmene bliver sat sammen, udgør et hele. Sit helt eget hele, der ikke er blevet opfundet af nogen, men er blevet skabt sammen med andre. Og når redskabsskuret så skal males om seks år, så kan det jo være det bliver svensk-rødt. Det kan være, at mit billede er blevet ændret, og hvem ved, det kan være, at skuret står lige der, hvor det skal.
Roy Jinkins, tidligere Labour leder i det britiske underhus, og dermed også politisk modstander til Winston Churchill, valgte at bruge sit otium på at skrive en fantastisk biografi over Churchill´s liv. En hyldest på over tusind sider. Da han blev spurgt, hvorfor han havde dedikeret så meget tid på en politisk modstander, skulle han have svaret, at Winston Churchill var den eneste, der i lige så høj grad som han selv, havde brændt for at gøre, hvad der var bedst for England.
Ultimativt så er ideologiske uoverensstemmelser i et økosamfund måske at betragte som kærlighedserklæringer. Vi drømmer om det ideelle fællesskab for os selv og vores naboer, og vi vil gå langt for at overbevise vores nabo om, at han skal leve det bedste liv for sig selv og sin familie. Udfordringen ligger blot i, at naboens grad af næstekærlighed er lige så stor som min, og han derfor vil gå lige så langt for at redde mig. Alt imens ingen af os ønsker redning.
Drømmene er forskellige, harmonien findes der, hvor der bliver givet plads til drømmene, plads til alle projekterne. Plads givet, fordi detaljerne aldrig bliver lige så vigtige som de underliggende principper, som det overordnede projekt og sammenhængskraften.
Artiklen er fra den 92. udgave af LØS bladet: Økosamfund i Danmark, udgivet i november 2024
Du kan læse bladet i sin helhed her
