Af Frands Frydendal
I modsætning til den internationale økobevægelse hvor man kun bruger ordet ”ecovillage”, altså øko-landsby, har vi i Danmark både ordet “økolandsby” og ”økosamfund”. Men vi skelner stort set ikke mellem de to ord. Jeg vil i denne artikel hævde, at hvis økosamfundsbevægelsen skal frem i verden, skal vi begynde at skelne, og LØS skal løfte sit begreb om økofællesskab fra landsbyfællesskab til samfundsfællesskab.
Der er flere definitioner på økolandsby/ecovillage, bl. a. fordi definitionerne har forskellige formål. Jeg vil fremhæve Diane og Robert Gilmans definition, selvom den er mindst brugt: ”En beboelse i menneskeskala, som har alt hvad der skal til (eng.: ”full-featured” – ”fuldt udstyret”), hvor de menneskelige aktiviteter er forenet med den naturlige verden på en uskadelig måde, der understøtter sund menneskelig udvikling og kan fortsætte i en uendelig fremtid.”
Det gode ved Gilmans definition er, at den beskriver den ambition, som kan føre til et fuldmodent øko-samfund. Ulempen ved Gilmans definition er, at den er krævende og eksklusiv, så kun meget få økolandsbyer i verden lever op til den – endnu da. Hvis Gilmans definition bruges som kriterium for medlemskab i en økofællesskabsforening, kan man kun få meget få medlemmer, for den inkluderer hverken spirende økolandsbyer, som endnu ikke er fuldmodne økosamfund, eller dem som ikke engang drømmer om at blive det.
Hvis man modsat definerer økofællesskaber tolerant, så foreningen og begrebet kan rumme så mange økofællesskabs-initiativer som muligt, mister man for det første let Gilmans vigtige mål (”fuldt udstyret”) af syne, og for det andet åbner man måske for revl og krat, og dermed også fællesskaber, der hverken har hvad der skal til, eller bare drømmen om det.
Disse sidste fællesskaber vil jeg kalde Peter Pan-fællesskaber (Peter Pan er et legebarn, der ikke vil tage ansvar og blive voksen). Når foreninger af økolandsbyer som LØS og Glocal Ecovillage Network domineres af et flertal, kan Peter Pan-indstillingen få flertal og forhindre udviklingen af egentlige modne økosamfund.
LØS hedder ”Landsorganisationen af Økosamfund”; men LØS er allerhøjst en forening af økolandsbyer, for hvad er den afgørende forskel på et økosamfund og en økolandsby?
Ligheden på det to ord er jo forstavelsen ”øko-”, så den kan vi se bort fra her og altså spørge: ”Hvad er forskellen på en landsby og et samfund?”. Forskellen ligger i Gilman-definitionens kriterium ”full-featured” (”alt, hvad der skal til”) – for hvad har et samfund, som en landsby ikke har?
Meget kan man se bort fra i begyndelsen, når man grundlægger en landsby med drømmen om at blive et samfund. F. eks. valuta, hospital, universitet, ældrepleje, arbejdsløshedsunderstøttelse for slet ikke at tale om sprognævn, religion, politi og militær.
Men én forskel er vigtig fra begyndelsen: Et samfund kan være større end en landsby. Jo flere medlemmer, desto flere forskelligheder, desto flere uenigheder, desto sværere er det at enes om forpligtende beslutninger. For at et fællesskab kan vokse ud over landsbyen, må det altså have mindst én ting, som en landsby ikke har: En ”byret” eller andet, som kan sikre en retfærdig konflikthåndtering, og ikke er begrænset af de personlige, følelsesmæssige relationer og Dunbars tal, ca 150 medlemmer.
Et samfund må have en styreform med en myndighed, som kan afgøre påtrængende spørgsmål. En myndigheds bestemmelser forpligter også dem, der ikke er enige, og en myndighed har, hvad der skal til, for at håndhæve afgørelserne, også når personer eller grupper i fællesskabet ikke selv er modne nok til at tage ansvar for at enes og bestemme (sig) effektivt. En landsby, som ikke har styreform med myndighed, kan aldrig vokse over en vis størrelse og altså hverken blive et samfund eller bare blive taget seriøst som en model for et større samfund.
Alle styreformers beslutningsproces omfatter to processer: Først en rådslagning hvor parterne i princippet er mere eller mindre ligestillede, og som i nemme og heldige tilfælde fører til enighed og afgørelse i tide. Til sidst, hvis rådslagningen tager for lang tid – en afgørende fase, hvor ligestillingen ophæves, og man (be-)slutter snakken ved hjælp af et ulighedsprincip, som er bestemt i forvejen. Et ulighedsprincip tillader, at nogen eller noget bliver ignoreret.
Eksempler på ulighedsprincipper er: De voksne bestemmer over børnene, monarken bestemmer over alle andre, den spirituelle mester leder, andelshaverne bestemmer over lejerne, flertallet bestemmer over mindretallet eller formandens stemme er afgørende. Også demokratiet har ulighedsprincipper.
Modsat hvad mange tror, har også sociokratiet et ulighedsprincip. Uden et ulighedsprincip kunne sociokratiet ikke virke efter hensigten. Sociokratiet er baseret på fornuften, og dets ulighedsprincip tillader ganske vist ikke, at en person eller klasse bliver ignoreret; men det tillader at et argument, som ikke er fornuftigt begrundet, bliver ignoreret til fordel for et argument, som er. Om man kan lide noget eller ikke, tæller ikke.
I praksis omfatter en styreform altid et forpligtende konflikthåndteringssystem, f.eks. et retssystem med domstole og bestemmelser om voldgift, som kan aktiveres og bringe konflikter til afgørelse, når parterne ikke selv kan eller vil. Parterne har pligt til at deltage og til at respektere afgørelserne.
At få en økolandsby til at trives er et meget vanskeligt projekt. Den amerikanske ekspert Diana Leafe Christian anslog for længe siden, at 90% af fællesskabs-initiativerne aldrig overlevede de indledende fægtninger, og kom frem til at sætte en spade i jorden. Kun få af dem der overlevede, nåede deres mål. Resten opnåede ikke at blive et misundelsesværdigt alternativ til mainstream-samfundet. I det internationale miljø er der almindelig enighed om, at blandt aspekter i økofællesskabsbygning er god konflikthåndtering i særklasse afgørende for succes.
Sandt nok er der mange andre slags problemer i et økofællesskab, men uden en pålidelig, retfærdig og effektiv måde at håndtere uenigheder på, er det ligemeget, hvilket problem det begynder med: det ender med uenighed. Og hvis den også ender med en uretfærdig magtkamp, svækker det fællesskabets troværdighed for medlemmerne og for det samfund, som betragter det kritisk udefra. Et samfund er ikke socialt bæredygtigt indadtil eller udadtil, hvis det ikke understøtter tilliden til, at uenigheder og konflikter bliver behandlet og afgjort pålideligt, effektivt, fornuftigt, ansvarligt og retfærdigt.
En tillidsvækkende styreform og konflikthåndteringspraksis kan i princippet opnås på to måder:
Enten gennem en kultur og en medlemspolitik som sikrer, at medlemmerne personligt, frivilligt og kompetent tager ansvar for deltagelse i ligeværdig løsning af alle de konflikter, de bliver rodet ind i. Den løsning kræver, at medlemmer er personligt modne, hvilket er urealistisk.
Eller ved at fællesskabet både forpligter, håndhæver, hjælper og lærer medlemmerne at gøre det – også når nogle medlemmer ikke har lyst og/eller modenhed til det.
De to måder udelukker ikke hinanden. Det amerikanske øko-samfund Red Earth Farms beskriver i sin konfliktløsningspolitik for det første, hvordan medlemmerne forventes frivilligt at tage ansvar for at løse deres konflikter, og for det andet hvordan én af parterne kan sætte en voldgiftsproces i gang, hvis den frivillige konfliktløsning ikke skrider tilfredsstillende frem.
At skelne mellem økosamfund og økolandsby er lige så vigtigt som at skelne mellem at være voksen og at være barn: At være myndig og ansvarlig selv, eller at måtte stå under andres (forældres eller værges) myndighed og beskyttelse. En tredje mulighed – som f.eks. Ønskeøen i Peter Pan-eventyret – er ikke socialt bæredygtig.
En landsby står under købstaden og hovedstaden.
Et samfund er mere selvforsynende end en landsby – ikke med alt, men med meget, og i hvert fald med en konflikthåndtering, som ikke kan fravælges.
Et samfund er også mere inkluderende end en landsby: Alle medlemmer er mere forpligtede overfor samfundet – og det modsatte gælder også. At forlade samfundet kommer sjældent på tale. Det skal hverken være nødvendigt eller nemt.
Når nogen ikke kan forlige sig med hinandens lugt i Peter-Pan-landsbyens bageri og ikke frivilligt vil indgå forlig, er der kun udvandringen eller eksklusionen at løse problemerne med.
En Peter-Pan-landsby risikerer derfor, at den ikke engang kan trives som landsby: Den begynder måske med at være åben for alle og erklære frihed og frivillighed; men hvis den ikke har det, der skal til for at blive et samfund, vil konflikter før eller siden ødelægge begejstringen, og så mister den snart de folk igen, som har behov eller ambitioner, som en Peter-Pan-landsby ikke kan opfylde. Resten stiller sig tilfreds med lidt.
Økolandsbybevægelsen er opmærksom på at dyrke begejstring; men begejstring er ikke nok. Forelskelse begynder også med begejstring; men for at modnes til en kærlighed, som ansvarligt kan bære børn, må man forpligte sig til at løse de uundgåelige konflikter ansvarligt og fornuftigt.
Romernes ordsprog: ”Hvis du ønsker fred, skal du forberede dig på krig” gælder også for uenigheder og konflikter, som ikke bliver til egentlig vold: Bæredygtige fællesskaber har som eksemplet ”Red Earth Farms” solide konfliktløsningspolitikker, som sikrer at konflikter kan blive håndteret tillidsvækkende: Medlemmerne bliver inviteret og hjulpet til at bidrage; men hvis de afslår invitationen (måske fordi de selv er privilegerede og har noget at tabe i en retfærdig løsning), vil fællesskabet afgøre konflikten uden dem og med henblik på fællesskabets interesse. Et fællesskab som ikke har pålidelige midler mod konflikt og splittelse, er ikke bæredygtigt i længden.
