af Peter Munther Kaas
Vi taler ofte om at vi lever i et præstationssamfund, og hvordan det påvirker særligt unge under uddannelse, men jeg tror ikke altid, at vi er opmærksomme på, hvor gennemgribende en effekt det har på os som mennesker, at der er så meget fokus på præstation. Hvor meget smerte der er i at være identificeret med sine præstationer, og hvor meget af ens menneskelighed det udelukker fra verden. Det giver os stress og angst, når vi ikke tror, at vi lever op til, hvordan andre mennesker gerne vil have, at vi skal være, og når vi prøver at gætte os til, hvordan vi skal være for at gøre det rigtige og være glade. I den proces skaber vi afstand til eller skammer os over, hvordan vi er, og hvad vi faktisk oplever.
Mennesker har brug for at føle sig set, hørt og værdsat – både i deres privatliv, på uddannelsen og på arbejdspladsen. Hvis det ikke sker, visner vi og lukker ned for vores livsenergi. Ofte fører det til, at vi i endnu mindre grad føler os set, hørt og værdsat, og så stopper vi med at kunne mærke os selv, vores behov og vores grænser. Vi undertrykker vores sanselighed og sensitivitet. En udbredt sygdom i vores samfund er, at mange af os er ude af stand til at være intime med os selv. At det er svært at mærke efter og tillade de påvirkninger verden har på os, og at det ofte føles, som om det er andre, der skal give os lov til at være os selv. Denne sygdom giver sig til udtryk på mange forskellige måder i vores hverdag.
Når vi ikke kan mærke os selv, kan vi heller ikke mærke andre. Og det bliver vanskeligere at stå ved os selv og vores egne sandheder. Det fører til meget smerte for mange mennesker, men et særligt tragisk eksempel er for mig al den lidelse, det fører med sig når unge mænd, der er fuldstændig afkoblede fra deres egne kroppe, overskrider unge kvinders grænser, fordi de er så bange for at blive afvist, at de ikke kan forblive sensitive overfor, hvad der er til stede i relationen. De har lært, at de skal præstere – at der er noget, der skal opnås, eller værre endnu, besejres. Og så kan de ikke holde sig åbne for oplevelsen i nuet, hvor de faktisk gør et andet menneske fortræd.
Når jeg kigger mig omkring, er det ikke normalt blandt voksne mennesker at være ærlige overfor hinanden. Det lader til at være normalt (måske endda høfligt) at sige dét, som er vores bedste bud på, hvad dén person, vi snakker med, gerne vil høre. I mit arbejde som konsulent på byudviklingsprojekter har jeg med egne øjne set, hvor destruktiv indvirkning det har på arbejdspladsen, når usikkerheder kamoufleres, og alle skal være dygtige, professionelle og fejlfri hele tiden – og i øvrigt hele tiden orienterer sig efter, hvad de tror chefen gerne vil høre. Jeg møder mange mennesker, der er ensomme. Og det handler ikke nødvendigvis om mennesker, der ikke har nogen venner. Tværtimod. Mange har et succesfuldt arbejdsliv, kæreste, familie og et netværk de er glade for. Men de har stadig “ondt i sjælen”, og går rundt med en følelse af, at livet er utilfredsstillende eller dulmer denne følelse gennem forskellige former for afhængighed og overforbrug.
Jeg tror, kuren er, at vi skal øve os på at mærke os selv. De senere år er Authentic Relating blevet mere populært i Skandinavien. Praksisser som “Radical Honesty”, “Authentic Relating Games” og “Circling” har langsomt bevæget sig i kølvandet på Mindfulness bølgen, og har sat fokus på vigtigheden af nærværende relationer, hvor mennesker netop føler sig set, hørt og værdsat. Det, disse praksisser har til fælles, handler om at skabe rum, hvor man kan leve lidt mere, og der er plads til mere af menneskeligheden gennem workshops, hvor man får mulighed for at blive set i de dele af sig selv, som man ikke tror, er ok. De steder hvor det føles, som om man vil blive forladt, hvis man deler dem. Jeg har deltaget i og faciliteret hundredvis af denne type arrangementer over de sidste 7-8 år, og når jeg ser på responsen, lader kerneoplevelsen til at være, at deltagerne føler sig mødt, dér hvor de er. At de ikke føler, at de er nødt til at performe for at blive anerkendt, men snarere tværtimod at det er deres forsøg på at præsentere sig som anderledes end de er, der skaber afstand.
Det smukke ved disse arrangementer er, at de ikke handler om at give en engangsoplevelse af at blive set, hørt og værdsat, men snarere om at vi sammen øver os i at turde være mere os selv, samtidig med at vi lytter mere til hinanden. Jeg har set mennesker bære dén følelse af frihed med sig ud i deres parforhold, venskaber og på deres arbejdspladser, og jeg har hørt om, hvor stor forskel det har gjort for deres livskvalitet. Det er blevet tydeligt for mig, at mange af os bærer rundt på en forestilling om, at den smerte vi bærer rundt på i hverdagen handler om, at der er noget galt med os, og at dét at opleve andre (måske de fleste andre) deler lignende oplevelser, og har lignende smerte, kan være en enorm lettelse og gøre, at vi føler os mindre ensomme.
Vi lever i et samfund, hvor vores mentale helse er voldsomt underprioriteret, og hvor mange af os lader til at kæmpe med følelser af at være forkerte. Løsningen på dårligt mentalt helbred kan dog ikke findes alene gennem individuel udvikling. Der er al mulig grund til at være kritisk overfor de samfundsstrukturer, der skaber ensomhed og stress, og der er brug for dybe og komplekse processer, der handler om at bla. hvordan vi arbejder, forbruger og kommunikerer. Men for at sætte os selv i stand til at skabe de nødvendige forandringer af samfundet, må vi samtidig se indad og træne vores evner til at mærke os selv og andre.
Artiklen er fra den 92. udgave af LØS bladet: Økosamfund i Danmark, udgivet i november 2024
Du kan læse bladet i sin helhed her
