Et essay om social bæredygtighed. Af Hanna Leinum
Jeg drømmer om en skaberkultur. Jeg drømmer om en aktiv skaberkultur som modsvar til en passiviserende forbrugskultur. Jeg drømmer om en skaberkultur, hvor underholdning og oplevelser er ikke noget, vi forbruger – men noget vi skaber med og for hinanden. Skaberkulturen er en fællesskabsskultur, hvor vi synger, danser, leger, krammer, spiller eller slås, mere end vi streamer, poster, kommenterer og chatter. Skaberkulturen er en kultur, hvor det ikke er hårdt eller uoverskueligt at være social på en grå hverdagsaften efter en lang arbejdsdag. ”Hvordan det?” tænker du måske. Skaberkulturen føder sociale rum, hvor vi tør og kan skabe os. Vi har sociale rum til at brokke os, fjolle rundt, skrige, trampe, tie eller græde sammen. I økolandsbyer som tyske ZEGG eller portugisiske Tamera sker dette igennem formatet Forum. I andre fællesskaber sker det kollektive udtryk og afløb af følelser på andre måder. Vi skaber os barnligt og tosset, fordi skabertrangen er større end statusangsten. Den frie kreativitet er større end forbruget. I skaberkulturen har vi erkendt at følelser ikke er private, men sociale størrelser. Det er ikke hårdt at være sammen med andre, når vi har modet og evnerne til at være os selv. Vi er ikke længere bange for tavsheden eller tomheden, for vi sidder i den sammen. I skaberkulturen bruger vi tid med hinanden, i stedet for med medierne. Vi mærker efter og tænker efter. Vi dulmer ikke vores følelser i forbrug, vi undersøger dem kreativt, kollektivt eller åndeligt. I skaberkulturen er livet så spændende og levende, at det danske BNP vil skrumpe.
Skaberkulturen er den positive vision, der hjælper os af med klima- og miljøbevægelsens spartanske budskaber og negative visioner. Vi ved godt, at vi skal forbruge mindre: vi skal flyve mindre, spise mindre kød, færre avokadoer og ingen nye lækre ting til boligen. Vi skal udlede mindre CO2 og sætte et mindre aftryk på planeten. Kort sagt, vi skal lide afsavn. Miljøbevægelsen er som strenge forældre med budskabet: ikke mere sjov nu. De færreste har lyst til at sætte deres egen levestandard ned, og derfor står vi med et problem. Hvad skal vi i stedet for? Hvilke positive visioner har vi? Hvad skal erstatte handel og forbrug som den vigtigste sociale og økonomiske aktivitet i samfundet?
Den eneste form for rigdom, som kan udfordre de materielle goders status, er den åndelige rigdom. Åndelig rigdom oplever vi f.eks. når vi befinder os i flow, forelskelse, ekstase, dyb taknemlighed, ærefrygt eller intens communitas. Uanset om det er igennem kulturel-kreativ, spirituel-religiøs eller politisk samskabelse – så opstår åndelig rigdom i mødet med den anden, det fremmede, det ukendte eller naturen. Alt det vi ikke kan eje, kontrollere eller forbruge. Der er ingen klimakamp uden ånd. Der er ingen bæredygtighed uden fællesskab. Mennesket er ikke skabende herskere og herskerinder. Mennesket lever med og i en større skaberkraft. Kultur er skaberkraft. Så drømmer du om et alternativ til forbrugskulturen? – Velkommen til skaberkulturen.
Artiklen er fra den 92. udgave af LØS bladet: Økosamfund i Danmark, udgivet i november 2024
Du kan læse bladet i sin helhed her
Illustration af Aurora Loulou
