I september tog Leo Abello-Rode og Mikkel Søllested til Damanhur for at deltage i Gaia Educations Training of Trainers – det blev til en uge med fællesskab, sang og læring og masser af inspiration til at tage med hjem. De fortæller begge to her om deres oplevelser. Du kan også komme afsted med LØS og Erasmus +. Læs mere her.
Af Leo Abello-Rode
Jeg har brugt mere end to årtier på at bevæge mig rundt i verden mellem økosamfund, bofællesskaber og intentionelle fællesskaber. Jeg har boet i, besøgt og arbejdet sammen med mennesker i fællesskaber på mange forskellige kontinenter og set utallige måder at forsøge at skabe et mere bæredygtigt liv sammen på.
Jeg har derfor efterhånden lært, at fællesskaber ikke først og fremmest skabes af bygninger, permakulturhaver eller gode idéer. De skabes af mennesker. Og af vores evne til at mødes, lytte, lære, håndtere forskelle og skabe noget sammen.
Det er også derfor, jeg blev nysgerrig, da muligheden for at deltage i Gaia Educations Training of Trainers gennem LØS opstod.
Jeg har undervist, faciliteret og arbejdet med fællesskabsudvikling i mange år. Så hvorfor skulle jeg bruge en uge på at lære at være underviser?
Fordi man aldrig bliver færdig med at lære at holde et rum for andre mennesker.
En uge i Damanhur
I september rejste jeg til Damanhur i Piemonte i Norditalien for at deltage i Gaia Educations Training of Trainers.
Damanhur er ikke bare kursusstedet. Damanhur er selve undervisningsmiljøet.
Omkring 1200 mennesker lever i det større Damanhur-fællesskab, som gennem årtier har udviklet sine egne strukturer, traditioner, kunstneriske udtryk, skoler og måder at organisere fællesskab på. Gaia Education har valgt stedet til kurset netop fordi noget af den læring, man ellers forsøger at forklare i et kursuslokale, allerede foregår lige uden for døren.
Det giver mening.
Hvordan lærer man egentlig om fællesskab? Man kan læse om det. Man kan høre et foredrag om det. Man kan diskutere teorier.
Men man kan også bo midt i det.
Man spiser sammen. Man møder mennesker på stierne. Man ser, hvordan et sted er organiseret. Man mærker stemningen. Man oplever både det, der fungerer, og det, der udfordrer.
På den måde bliver stedet en del af undervisningen.
At undervise i at undervise
Training of Trainers handler naturligvis om konkrete færdigheder.
Vi arbejdede blandt andet med facilitering, læringsstile, participatorisk læring, feedback, lederskab og tilstedeværelse, storytelling, øvelser og spil, læringscyklusser, vanskelige gruppedynamikker og praktisk facilitering.
Men noget af det mest interessante var, at selve undervisningsformen blev en del af undervisningen.
Vi sad ikke bare og fik forklaret, hvordan god facilitering fungerer.
Vi prøvede det.
Igen og igen.
Vi stod foran hinanden. Vi faciliterede. Vi lavede korte præsentationer. Vi fik feedback. Vi prøvede igen.
Det er en særlig form for læring, når man ikke længere kan gemme sig bag teorien.
På et tidspunkt står man faktisk foran gruppen.
Og så opdager man, at undervisning ikke kun handler om de ord, man har forberedt.
Det handler også om nærvær. Timing. Energi. Kroppens sprog. Evnen til at læse gruppen. Hvornår man skal holde fast i en plan, og hvornår man skal slippe den.
Og måske vigtigst af alt: evnen til at skabe et rum, hvor andre mennesker får lyst til at deltage.
Fra underviser til facilitator
En af de ting, jeg især tager med hjem, er forskellen mellem at lære mennesker og skabe de mest mulige ideelle betingelser for folk at lære.
Det kan lyde som en lille forskel.
Det er det ikke.
En underviser kan have al den rigtige viden. Men hvis deltagerne ikke føler sig inviteret ind i processen, bliver undervisningen let noget, der foregår på dem.
Facilitering handler i højere grad om at skabe et rum, hvor mennesker selv bliver aktive medskabere af læringen.
Det passer meget naturligt til arbejdet i økosamfund.
For et økosamfund er jo også et læringsrum.
Vi lærer hele tiden af hinanden. Om konflikter. Om beslutninger. Om natur. Om økonomi. Om relationer. Om hvordan man bygger noget sammen, uden at alle behøver mene det samme.
Det tager jeg med hjem til Avnø
LØS’ Erasmus+ program bygger på en enkel idé: Man rejser ud for at lære og kommer hjem for at give tilbage.
Det er netop den del, der betyder mest for mig.
Jeg tager ikke kun nye idéer med hjem. Jeg tager konkrete øvelser, faciliteringsmetoder og erfaringer med hjem, som kan bruges i undervisning og fællesskabsprocesser på Avnø.
Jeg vil også gerne bruge erfaringerne i LØS’ undervisernetværk og i fremtidige EDE-forløb, workshops og andre uddannelsesaktiviteter.
For mig er værdien af et kursus derfor ikke kun det, jeg selv lærer i løbet af en uge.
Den ligger også i det, der sker bagefter.
Hvis én uge i Damanhur kan blive omsat til nye workshops, nye undervisningsmetoder og nye læringsrum for mennesker i danske økosamfund, så bliver læringen ved med at bevæge sig.
En sidste lektion
På vej hjem tænkte jeg på, hvor mærkeligt det egentlig er, at vi ofte forsøger at undervise mennesker i fællesskab, bæredygtighed og regenerativ udvikling uden nødvendigvis at give dem mulighed for at opleve det i praksis.
Damanhur mindede mig om værdien af at lære gennem deltagelse.
Training of Trainers mindede mig om, at selv efter mere end 20 år med fællesskaber og undervisning er der stadig nye ting at opdage.
Og måske er det netop noget af det vigtigste, man kan give videre som underviser:
Ikke bare flere svar.
Men bedre spørgsmål.
Bedre rum at stille dem i.
Og mennesker, der får lyst til selv at være med til at finde svarene.
Af Mikkel Søllested
Jeg er uddannet lærer fra en uddannelse, der prioriterer demokrati, mødestrukturer og det levende ord. Gennem Grundtvigs tanker er jeg blevet udlært i at stå foran en klasse, et stormøde eller en hvilken som helst anden forsamling af mennesker, større eller mindre.
Jeg har boet i en økolandsby i 15 år og er, qua min uddannelse, hurtigt landet i rollen som en af byens mødefacilitatorer. Senere er jeg også blevet rundviser for de mange grupper, der ønsker at se vores by samt høre de mange historier herfra.
Så skulle man tro, at jeg vidste, hvad der var at vide om at stå foran et publikum. De tanker havde jeg i hvert fald selv. Men på trods af det og på trods af at nysgerrighed efter sigende er en mangelvare i vores moderne samfund, vækkede det min interesse, da jeg gennem LØS hørte om kurset TOT – Training of Trainers – fra Gaia Education. En uges undervisning i at stå frem. Som facilitator, underviser eller formidler.
Vi var to personer fra Danmark, der blev sendt af sted af LØS til kurset.
Så jeg kyssede min familie på gensyn og rejste til Damanhur, Italien. Et af Europas allerældste økosamfund. Et samfund, hvor man tydeligt mærker entusiasmen og glæden over vores liv på jorden, og hvor energien af alt det, vi normalt ikke ser og føler, træder tydeligt frem. Og har man endnu ikke set Damanhurs hellige templer, udhugget med håndkraft i klipperne og siden dækket med mosaikker og malerier, som kan få enhver til at glemme at trække vejret, så er det altså bare med at komme af sted
Velankommet i den sydeuropæiske sommervarme med alt for tør vegetation mødte vi de andre kursister, som kom fra både Europa, Israel, Sydamerika og Nordamerika. Jeg blev indkvarteret i et værelse med gulvkølesystem drevet af solceller. Så kan selv skandinaverne sove om natten og være veludhvilede til undervisningen næste morgen. En undervisning der havde flydende grænser mellem form og indhold. Det er det lidt spøjse ved at skulle undervises i at undervise. Selve måden, der bliver undervist på er en del af pensum. Alt det, vi skal lære om at undervise, ser vi udmøntet i undervisningen selv. Om at stå frem som underviser, at træde i karakter, teknikker til at holde publikums koncentration og engagementslyst. Noget af det handler om at holde eleverne vågne, men mere handler det nok om at gøre det interessant og vedkommende og give eleverne lyst til at være til stede i undervisningen. Det sidste er vel nok det vigtigste og hjælpes på vej ved at skabe en fællesskabsfølelse i gruppen, hvor alle føler sig vigtige og velkomne.
En del af værktøjerne i en fokusskabende undervisning er: Sang, som skaber samhørighed, små lege, der kan vække en slumrende hjerne, opgaver, hvor man alene og i samarbejde skal finde sin kreativitet og skabe noget selv og så selvfølgelig interessant indhold, som er komplekst nok til at være interessant, men ikke så svært, at man mister modet. Og som noget nyt, jeg ikke stiftede bekendtskab med på lærerskolen derhjemme, var det energetiske arbejde i at stå foran en forsamling, fra hvem man gerne skal have det fulde fokus.
Skemaet var tilpasset den sydeuropæiske varme og kultur. Undervisning fra 9-12, så en kulinarisk fest af en frokost med vin efter eget valg og efterfølgende lang pause. Undervisning igen fra 15-18. Derefter aftensmad, igen med vin. Sådan er det vist i det sydlige Europa – man drikker tit, men lidt.
På rejsen hjemad kunne jeg lade en uges indtryk og læring falde på plads i sindet. Indtrykkene fra et økosamfund præget af bæredygtige tanker, dedikation og kærlighed. Indtrykkene fra en læring og træning i at stå frem med en klar intention og motivation. Og indtrykkene fra ni nye venskabers skønne energi.
Tak til LØS for denne mulighed.
Du kan også komme afsted – læs mere om efteruddannelsesprogrammet gennem Erasmus+ her.
