____________________________
Skrevet af Hanna
Tirsdag den 13. februar 2024 flyttede jeg til Økosamfundet Hallingelille. Det var mørkt og koldt, og jeg var den først ankomne ESC-volontør i projektet. De fleste beboere vidste ikke hvem jeg var eller hvad jeg skulle lave her, begge dele var jeg også selv usikker på – så de indledende samtaler med mine nye landsbyfæller forstummede hurtigt. En ældre dame bemærkede at jeg jo altid var fri til at tage tilbage til København. Som frivillig igennem European Solidarity Corps, var jeg ikke bare den første langtidsfrivillige i økosamfundet Hallingelille, jeg fik også æren af at blive den allerførste ESC’er på sekretariatet i LØS.
De første arbejdsdage var intense, og jeg landede lige midt i en presset deadline. Sammen med projektleder i LØS, Camilla skrev jeg på en projektansøgning på vegne af BEN, Baltic Ecovillage Network, og i løbet af arbejdsdagen bevægede jeg mig rundt mellem tre huse i Nordgruppen. Elins hus hvor jeg havde mit værelse, Auroras hus som Camilla lånte og nu og da også det lille kollektiv på første sal. Jeg lærte nye ting hver dag, både om projektansøgninger, LØS og beboerne i Hallingelille. Mit værelse var kun delvist møbleret, så Camilla kørte afsted og hentede en kommode til mig. Efter de første par kolde måneder kom foråret og energien gradvist til mig. Jeg husker april måned som en af de bedste måneder som ESC-frivillig. Særligt De Grønne Venners årsmøde gjorde stort indtryk, her var inspirerende frivillige samlet fra Permakultur Danmark, Landsforening for Økologisk Byggeri, Bofællesskab.dk, Praktisk Økologi og så selvfølgelig fra LØS. Her mødte jeg flere handlekraftige idealister, som jeg både beundrede – og som samtidigt gav mig en følelse af fællesskab. Et fællesskab omkring kærligheden til verden. Noget af det bedste, husker jeg, var følelsen af at lave noget betydningsfuldt. En følelse, der ellers så hurtigt forstummer i hverdagens gøremål.
1. maj fik jeg en ESC-kollega, palæstinensiske Rama fra Jordan. Vi var begge helt overbeviste om, at jeg skulle lære Rama at cykle, det virkede som det helt rigtige interkulturelle læringsprojekt i et dansk økosamfund på landet. Men at lære at cykle som voksen var nemmere sagt end gjort. Asfalten var hård og til sidst blev en trehjulet cykel løsningen og afslutningen på projektet. Da Liudmyla fra Ukraine en uges tid senere sluttede sig til os, havde vi skiftet kontorarbejdet ud med såning og udplantning i Hallingelilles grøntsagsmark. Jeg var henrykt for at komme ud og arbejde under den søde forårssol. En tysk landbrugskvinde, Franka, kom som frivillig og hjalp os med at forstå marken og arbejdsprocesserne. Jeg lærte at rødbeder kan sås direkte, at grønkålen er mere hårdfør end rødkål og flere forskellige måder at komme af med både snegle, bladlus og sommerfuglelarver.
Rama, Franka og jeg. Maj 2024
Sommeren var weekendernes, festivalernes og sommerlejrenes fest. Vi var på Lev-og-Lær-kursus i Hertha Levefællesskab, arrangerede Hallingelilles sommerdage og efter to ugers sommerferie i august var vi på den store europæiske økosamfundsfestival; GEN Gathering. Sommerens mest mindeværdige workshop foregik dog hjemme i Hallingelille og var en indføring i det indianske medicinhjul. Sammen gik vi ceremonielt igennem nord, øst, syd og vest, imens vi talte til hinanden med udgangspunkt i forskellige kvaliteter og roller. ’Den vise’ sad i nord og ’barnet’ i syd. Moderen sad i øst, og faderen i vest. Sammen personificerede vi de 4 stemmer med og for hinanden. Jeg så nogle helt nye sider af mine ellers så kendte naboer. Jeg mindes følelsen af ikke at kunne gøre noget forkert.
Med efteråret kom et skift. Rama tog hjem til Amman og Liudmyla tog til Sverige. Jeg flyttede et nyt sted hen i landsbyen og fik samtidigt helt nye ESC kollegaer. Elever fra Avnø Højskole kom på studietur i Hallingelille, og sammen gjorde vi vores bedste for at de fik en god og lærerig oplevelse. Tyske Johanna flyttede hertil fra Berlin, og hun fortalte mig om sin interreligiøse ungdomsforening og gaderne i Berlin. Danske Laura kom også, og hun lærte mig nye ting om de omkringliggende skove. Hun sankede urter, kastanjer og svampe. Da vi delte køkken med hinanden, kunne jeg nøje følge med i hendes projekter. Jeg husker den fremmede nøddeagtige smag af te lavet på ristede mælkebøtterødder og det uventede venskab, der opstod som en bro henover af vores forskelligartede kærlighed til verden. På min fødselsdag fik jeg en gave; vi byggede den kompost, jeg havde drømt om så længe. Kompostens naturkraft er at den kan forvandle efterårsløv til forårets friske muldjord.
En torsdag i november lå sneen som et tykt lag ud over hele landsbyen. Vi kunne hverken luge eller grave, så vi blev derfor inde for at planlægge og forberede de kommende arbejdsdage. Da sneen smeltede igen, gik de grå novemberdage alligevel med kommunikationsprojekter og SOME opdateringer. Det jeg særligt har værdsat ved mit arbejde som frivillig i LØS, var den store mangfoldighed af opgaver. I LØS har jeg brugt mine dage på indsamling af data og produktion af visuelt design i Canva. I Hallingelille er mine arbejdsdage gået med madlavning og koordinering, men også med indfangning af løsslupne grise og klovklipning af geder.
Til tider har det været svært at skelne arbejde fra fritid, men jeg har haft mulighed for at gøre projekterne til mine egne. Nu er det vinter igen, og jeg kan stadig ikke svare på hvem jeg er eller hvad jeg skal lave her i Hallingelille. En ting ved jeg dog nu: efter en hel periode som ESC’er vil jeg ikke tilbage til København – så jeg bliver boende lidt endnu.
Er du nysgerig på at blive ESC-frivillig? du kan læse mere om muligheden her
