Fredage med fællesskab
Månedlige online seminarer for økosamfund og bofællesskaber
På Fredage med Fællesskab mødes vi online den sidste fredag i hver måned ved fyraftenstid for at erfaringsudveksle, netværke og nørde om nogle af de mange emner og fælles udfordringer vi møder i vores fællesskaber lige nu.
Mødet starter med 1-2 korte oplæg og derefter en faciliteret diskussion.
Emner kan være alt fra konfliktløsning til energiformer og forslag til emner er mere end velkomne.
EFTERÅRETS SEMINARER:
31. oktober 15:30 – 17:00:
Sociokrati og Mødeledelse
Få mere transparente og effektive strukturer og beslutningsprocesser
Sociokrati er en beslutningsstruktur og ledelsesform, der bygger på lighed, gennemsigtighed og effektiv deltagelse. I modsætning til hierarkiske modeller lægger sociokrati vægt på, at alle medlemmer af en organisation eller gruppe har indflydelse på beslutninger, som vedrører dem.
Det sker gennem en cirkelstruktur, hvor hver cirkel (eller gruppe) har et klart formål og autonomi inden for sit område, men også forbindelser til overordnede eller sideordnede cirkler via dobbelte forbindelser.
Disse forbindelser sikrer, at information og beslutningskraft flyder i flere retninger.
Sociokratisk mødeledelse styrker fællesskab, ansvar og samarbejde, og anvendes i alt fra bofællesskaber og NGO’er til virksomheder og skoler, der ønsker en mere demokratisk og inkluderende kultur.
Kommende arrangementer:
28. november: Downsizing – at leve lettere her på jorden
27. februar, 2026: Beredskab i Fællesskaber: Hvordan står vi stærkere sammen?
Hvordan forbereder vi os som fællesskab på en fremtid med flere forstyrrelser i hverdagen? Klimaforandringer, ekstremt vejr, usikre forsyninger af energi, vand, fødevarer og internet stiller nye krav til, hvordan vi tænker tryghed og beredskab – både som individer og som fællesskaber.
Til denne udgave af Fredage med Fællesskab sætter vi fokus på beredskab i fællesskaber:
- Hvad betyder det at have et fælles beredskab?
- Hvordan adskiller det sig fra individuelt beredskab?
- Hvilke praktiske skridt kan vi tage sammen?
Dagens program indledes af to eksperter, som deler deres viden og erfaring med kriseberedskab, robusthed og samarbejde i fællesskaber. De vil komme med konkrete bud på, hvordan bofællesskaber kan ruste sig – både praktisk og socialt – til at håndtere uforudsete hændelser.
Efter oplæggene inviteres deltagerne til en fælles diskussion, hvor der bliver mulighed for at stille spørgsmål og udveksle ideer. Eksperterne deltager aktivt som sparringspartnere og deler inspiration til, hvordan man som fællesskab kan tage de første skridt mod at opbygge et fælles beredskab.
Arrangementet finder sted i Bofællesskabet Kløverbakken ved Odder.
Det er muligt at tilmelde sig til fysisk deltagelse eller over Zoom.
Sæt kryds i kalenderen allerede nu. Flere detaljer følger snart.