I august 2026 talte LØS’ ESC-frivillige Mariam og Evelina med Anastasiya, medlem af Zeleni Kruchi, en af Ukraines større økolandsbyer. Hun var på besøg i Danmark og fortalte om fællesskabets historie, dets tilgang til økologisk levevis, og hvordan det har tilpasset sig livet under krigen.
For tolv år siden forlod Anastasiya og hendes mand Kyiv for at søge en anden måde at leve på – de ønskede at dyrke deres egen mad og blive en del af et økologisk fællesskab. Da de fandt Zeleni Kruchi, forelskede de sig i landskabet og besluttede at blive.
Det, der begyndte med blot tre familier, er gradvist vokset til et alsidigt fællesskab på omkring 30 mennesker, som deler ønsket om at leve mere bæredygtigt – samtidig med at de bevarer deres egen livsstil, arbejde og interesser. Familier uden f.eks. en vaskemaskine kan bruge de faciliteter, der findes i det lille fælleshus. I dag er Anastasiya med til at drive landsbyens lille børnehave og et permakultur-uddannelsescenter og er desuden formand for NGO’en Permakultur Ukraine.
Livet i Zeleni Kruchi bygger på en balance mellem selvstændighed og samarbejde. Familierne har deres egne hjem og indtægtskilder, men naboerne deler viden, redskaber og praktisk støtte med hinanden. Det har dog ikke altid været let: i de tidlige år opstod der konflikter, fordi der ikke fandtes nogen skriftlig aftale om fælles regler og værdier. Disse udviklede sig først gradvist gennem erfaringen med at leve sammen.
Efter krigens udbrud deltog flere medlemmer af fællesskabet gennem samarbejdet med LØS i et kursus i bløde færdigheder, hvor de blev introduceret til sociokrati. Siden har de gradvist taget sociokratiske principper i brug i deres beslutningsprocesser, og i dag stræber de efter at tage beslutninger med samtykke.
For Anastasiya handler fællesskab først og fremmest om at vide, at der altid er nogen, man kan spørge om hjælp: “Det er ekstremt nyttigt at have et fællesskab omkring sig,” som hun siger. Det gælder ikke mindst for de kvinder i fællesskabet, hvis mænd er fraværende på grund af krigen, og som derfor ofte har ekstra brug for praktisk hjælp og støtte fra deres naboer.
Den bæredygtige levevis tager mange former i Zeleni Kruchi. Omkring halvdelen af familierne dyrker noget af deres egen mad – Anastasiyas egen familie driver en permakulturhave og producerer syltede grøntsager og andre håndlavede produkter. Fællesskabet lejer også fire hektar jord, hvor de er i gang med at udvikle en fødevareskov og eksperimentere med kulstoflandbrug. Gården er certificeret, hvilket giver dem adgang til CO2-kreditter. Oprindeligt handlede det blot om at beskytte jorden mod intensivt landbrug og bevare dens biodiversitet – kulstoflandbrug har siden vist sig at være endnu en vej til at understøtte de samme mål.
Siden 2018 har Zeleni Kruchi været en del af GEN Ukraine, og siden 2021 også af GEN Europe, hvilket forbinder fællesskabet med bredere europæiske netværk, der arbejder med nogle af de samme ting.
Krigen har forandret fællesskabet grundlæggende. Nogle familier er flyttet væk, mens andre er kommet til, og Zeleni Kruchi har samtidig givet mennesker et sted at bo, hvile og finde sammen igen. Fra krigens begyndelse var fællesskabet blandt andet med til at udvikle et digitalt kort over steder, der stod klar til at tage imod fordrevne – et projekt, hvor Danmark og LØS bidrog med finansiering og ressourcer. Flere af dem, der oprindeligt kun kom for et kort ophold, har siden købt hus og er blevet faste medlemmer af fællesskabet. “Krigen har forandret os, og på nogle måder er vi kommet tættere på hinanden. Vi opdagede for alvor fællesskabets betydning og styrke,” fortæller Anastasiya.
Denne sommer var fællesskabet, gennem et projekt fra Permakultur Ukraine, vært for fem weekender for kvinder og børn fra familier, der har mistet deres mænd i krigen. Gennem gåture, plantning, yoga og tid sammen i naturen fik deltagerne mulighed for at sænke tempoet og komme sig. Anastasiya understreger, at hun og de andre er forsigtige med ikke at kalde det rehabilitering, da de hverken er specialister eller psykoterapeuter – men de kan give folk mulighed for at komme sig og genforbinde sig med sig selv, hinanden og naturen. Forandringen fra lørdag til søndag var ofte markant: Deltagerne ankom typisk udkørte og trætte, og tog hjem søndag aften noget mere afslappede og fredfyldte. Som Anastasiya udtrykker det: “Det er noget, jeg virkelig gerne vil gentage. Det giver mig en endnu større følelse af tilfredshed end at undervise i et permakulturkursus. At undervise er også givende, selvfølgelig, men i denne situation føles det som noget endnu større, mere meningsfuldt og mere kraftfuldt.”
Samtidig er hverdagen fortsat udfordrende: strømafbrydelser kan vare mange timer, hvilket gør batterier og alternative energikilder stadig vigtigere. Missiler og droner på himlen er fortsat en del af virkeligheden – selv i denne relativt sikre del af Ukraine. Som Anastasiya beskriver det, starter mange dage med den samme rutine: man vågner og læser straks nyhederne for at finde ud af, hvilke byer der blev angrebet natten før.
Men trods udfordringerne vokser børnene op, haverne bliver dyrket, nye familier slutter sig til fællesskabet, og livet fortsætter – fødselsdage fejres stadig sammen. “For os er det et stort privilegium at kunne leve mere eller mindre sikkert og fortsætte vores liv,” siger Anastasiya. “At dyrke vores mad, opdrage vores børn og holde vores fællesskab kørende.”
Når krigen engang er slut, håber Anastasiya at kunne invitere venner fra hele Europa til Zeleni Kruchi for at holde en stor festival. Hun håber også, at fællesskabet kan fortsætte med at udvikle projekter om miljøbeskyttelse, uddannelse og støtte til børn og familier: “Jeg håber, at vores fællesskab vil forblive et sted, hvor mennesker kan leve sammen, støtte hinanden, tage sig af miljøet og skabe noget meningsfuldt, selv under de mest svære omstændigheder.”
LØS takker Anastasiya for at tage sig tid til at tale med os og for at dele historien om Zeleni Kruchi og dets fællesskab. Vi glæder os til at besøge, når tiden er til det.
