Mindeord om Kaj Hansen – LØS’ første formand

  • Post published:January 24, 2025
  • Post category:Alle / Artikler

Født d. 2. maj 1949, døde d. 10. november 2024 Vestervig, Thy.

Den 10. november 2024 mistede økosamfundsbevægelsen i Danmark en visionær og vedholdende forkæmper. Kaj var livet igennem én, der gik sine egne veje, og gav sig fuldt ud til det, han gik i gang med. Han var i stand til at udstikke en kurs, som andre fandt det meningsfuldt at deltage i. Kaj var et menneske med nærvær og humor, som gjorde ham værdsat og elsket.

Ved stiftelsen af Landsforeningen for Økosamfund på Mejlgård Slot i april 1993 blev Kaj Hansen valgt som formand. Flere år inden var Kaj optaget af ideen om økosamfund. I 1986 afholdt Jørg Gaugler og Kaj, der begge var tilknyttet Human Økologi ved Århus Universitet, et kursus om deres visioner for et bæredygtigt lokalsamfund. Flere af kursets deltagere delte de samme visioner, og gruppen besluttede at omsætte teori til praksis under navnet ”Andelssamfundet ved Århus”.

I 1987 blev projektet forelagt Århus Kommune, og det endte med at blive placeret i Hjortshøj, 15 km nordøst for Århus. Sammen med kommunen blev der lavet en lokalplan, som gav beboerne stor indflydelse på byggeriet. Målsætningen var at udbygge andelssamfundet til godt 500 personer med et areal, der muliggjorde selvforsyning. 

Inden byggeriet kunne starte, måtte gruppen overbevise kommunen om, at det var muligt at bygge i stampet ler og ubrændte lersten, med papirsisolering og uimprægneret træ, mv., og samtidig at leve op til moderne byggekrav. 

I 1990 byggede gruppen et prøvehus, der gav dem mange erfaringer inden for bæredygtigt byggeri. Året efter gav Århus Kommune dem tilsagn om, at de kunne bygge 5 dobbelthuse til 10 familier. Det var et omfattende pionerarbejde, som mødte alle mulige praktiske og organisatoriske udfordringer. Bogruppe 1 var færdigbygget i 1996. Siden hen er der blevet bygget yderligere 7 bogrupper i Andelssamfundet i Hjortshøj.

I 1991 deltog Kaj i et møde for ecovillage-projekter rundt om i verden, der var organiseret af Gaia Trust. Kaj var med til at stifte LØS i 1993 og blev foreningens første formand. Kaj så LØS som en platform, der kunne bruges til at få politikere og pengeverdenen tale i forhold til de udfordringer, som Andelssamfundet og lignende projekter stod over for.

For Gaia Trust var den danske økosamfundsforening et skridt i etableringen af en global bevægelse – Global Ecovillage Network, som officielt blev stiftet i 1996 ved FN’s Habitat II konference i Istanbul. Samarbejdet med Ross og Hildur Jackson fra Gaia Trust var noget, der havde stor betydning for Kaj, og som fortsatte resten af hans liv.

I 1998 kom Kaj ud for en ulykke, hvor han slog hovedet og blev alvorligt syg. Han fik en nærdødsoplevelse, som blev skelsættende for ham. Han solgte sin andel af huset i Andelssamfundet og flyttede til Thy.

Omkring 2001 begyndte Kaj at interessere sig for buddhisme. Det blev starten på Kajs sidste store rejse, og det blev til mange timers daglig praksis. Kajs lærer, Chokyi Nyima Rimpoche, betød alt for ham. På nettet og gennem retreats og sommerlejre i Danmark fulgte han Rimpoche. Buddhisme var den mest betydningsfulde beskæftigelse, han havde haft i hele sit liv.

Kaj flyttede ind i et lille sommerhus ved Vangså midt i klitlandskabet. Skæbnen ville, at Hildur og Ross det følgende år købte en fritidsgård i Vangså. Her fik Kaj sin egen lejlighed og blev ”vicevært”. De næste 20 år tilbragte Kaj mange lykkelige timer alene, sammen med sin familie og venner, og sammen med Jackson familien.

Kaj fastholdt i alle årene sin interesse for økosamfund. Han deltog i udformning af uddannelsesprogrammet i Gaia Education og blev bestyrelsesmedlem i Gaia Trust. Kaj var tovholder på den første undersøgelse af CO2 aftryk i danske økosamfund. Den viste, at de tre undersøgte økosamfund; Svanholm, Munksøgård og Hjortshøj, havde et CO2 aftryk, der var 60 % lavere end det danske gennemsnit. Op til COP15 i København i 2009 blev undersøgelsen omtalt i Creating Oneness, en engelsksprogede udgave af det daværende blad LØSNET (nr. 6162). Kajs artikel, Lifestyle Changes as Climate Strategy, der fortæller om CO2 undersøgelsen, kan læses her.

For 4 år siden fik Kaj alzheimers. De sidste år bragte mange udfordringer, og til sidst var det ikke længere muligt at bo ved Vangså. For et år siden flyttede han til et plejehjem i Vestervig. Familie og venner gjorde alt hvad de kunne for at støtte ham. 

Længe før Kaj døde, havde han arrangeret med munkene og nonnerne på Ka-Nying Shedrup Ling Monastery og Nagi Nunnery i Nepal, at de i 7 uger efter hans død skulle bede og lave ritualer for Kaj og hans efterladte.

I flere år havde Kaj med stor entusiasme støttet ”The Thousand Buddha Temple”, der blev bygget på Buddhas fødested i Lumbini i Nepal. I november, kort tid efter Kajs død, blev færdiggørelsen af dette fantastiske byggeri fejret med flere ugers ritualer, fest og bøn.

Ære være hans minde.

Skrevet af Heidi Wrighton og Hamish Stewart med kommentarer og korrektur fra LØS