Økosamfundet Hallingelille og LØS er altid glade for at tage imod gæster og dele ud af vores erfaringer med at leve bæredygtigt i fællesskab. I den sidste uge af september var vores European Solidarity Corps (ESC) frivillige derfor som en del af deres ophold værter for elever fra EDE uddannelsen på Avnø Højskole.
Under deres tre dages ophold oplevede eleverne fra Japan og Moldova et varieret program. Deres ophold startede med en guidet tur gennem landsbyen. Mens de plukkede æbler til aftenens dessert, udforskede de lokalområdet, så de forskellige selvbyggede huse og lærte hallingere at kende – både dem på to og fire ben. Eleverne var nysgerrige og ville gerne lære mere om hvordan landsbyen var startet, om dagligdagen her og om, hvordan beboerne bidrager til fællesskabet. Om aftenen ventede saunaen og en kort dukkert i søen.
Næste morgen startede med en noget våd gåtur til de forskellige urter og nytteplanter i landsbyen i den milde september-regn. ESC-frivillig Laura guidede, fortalte om urteteori og de sundhedsmæssige fordele ved planterne. Eleverne fandt, duftede og smagte på de friske urter, som de brugte til at lave deres eget unikke urtesalt.
Om eftermiddagen havde vi planlagt en workshop om personlige relationer. Inspireret af Authentic Relating Games – et sæt spil og øvelser til at skabe kontakt på en opmærksom og autentisk måde – skabte Hanna et socialt rum med både spil, eye-gazing og en fælles meditation. Især for de japanske studerende var det en udfordring og en helt ny oplevelse med den type arbejde, men de var med på eksperimentet, og mange samtaler og ny intern ærlighed opstod på baggrund af denne workshop.
Ved middagsbordet reflekterede vi over dagen, og hvor forskelligt alle havde oplevet aktiviteterne. På et tidspunkt gik snakken over i en kulturel snak om forskellige køkkener, social adfærd i japanske og danske/europæiske samfund samt sjove interkulturelle referencer.
Onsdag morgen var vejret smukt og vi tog en tur til en nærliggende sø. Da de kom tilbage, var eleverne spændte på at prøve nogle danske retter til frokost: Smørrebrød og æblekage til dessert.
Efter en lille pause gik vi i gang med vores Storytelling-workshop. Workshoppen var opdelt i to fokusområder. Først præsenterede ESC-frivillig Johanna to videoer fra et Transmedia Storytelling-projekt om klimaforandringer, hvor eleverne blev bedt om at dele deres fortolkninger og refleksioner. Disse historier viste på forskellige måder, hvordan affald, overforbrug, grådighed og ulighed kan forårsage uoprettelige skader i natur og samfundet som helhed. Det var interessant at se, hvordan deltagerne hver især fandt deres egen forståelse og læring af videoerne. Videoerne blev fortalt fra et vestligt/europæisk perspektiv og fulgte derfor et systematisk fortællemønster med en hovedperson, der står over for en udfordring, som kulminerer i et klimaks og har en lukket slutning. Men som de japanske studerende påpegede, fortæller man historier efter et andet mønster i deres kultur.
Herefter gav ESC-frivillig Rama endnu en introduktion til den cirkulære historiefortælling, som man for eksempel kender fra indfødte amerikanere. Elementerne i denne form for fortælling viser forbindelsen mellem natur og samfund og kontinuiteten i livet. Eleverne lod sig inspirere af en video, vi så om Larry Cesspooch, en historiefortæller fra Ute-indianerstammen. Og så bad vi dem i slutningen af workshoppen om at skrive deres egen historie.
På vores sidste aften sammen delte eleverne deres nedskrevne historier, mens vi sad omkring bålet. Alle reflekterede også over, hvad de havde lært, hvilke udfordringer de havde stået overfor, og hvilke erfaringer de kunne tage med sig hjem. For nogle af deltagerne blev refleksionen virkelig følelsesladet, fordi de savner denne form for fællesskab i deres land og følte sig dybt motiverede til at skabe et sådant fælles og bæredygtigt miljø for sig selv derhjemme.
Alt i alt var dette Hallingelille-besøg af elever fra Avnø Højskole en berigende oplevelse for alle. Den største læring af denne udveksling: Økosamfund er ikke kun steder for bæredygtig livsstil og praktisk livslang læring, men mest af alt steder, hvor mennesker med forskellige baggrunde mødes og er i stand til at dele deres værdier og kulturelle identiteter.