Af Frands Frydendal
Det kommer an på, om man spørger, om verden har behov for økosamfund, eller man spørger, om man selv skal satse tid, penge og familie på et konkret økofællesskab eller tilløb til ét.
LØS-bladet har gennem mange år beskrevet økosamfund temmelig ensidigt gennem solstrålehistorier, som ikke har givet et realistisk billede. Dette tema om vanskelighederne skal rette op på dette.
Svaret er ja til, at økosamfund i almindelighed er en god idé ift. de adskillige aktuelle kriser; f.eks. fællesskab, demokrati, klima, miljø og biodiversitet. De fleste menneskers mangel på fantasi sætter nemlig snævre grænser for hvilke løsninger de kan forestille sig ift. samfundets og verdens store problemer. Her kan økosamfund være den bedste idé til at vise bedre måder at leve på og give folk mod til at forsøge at løse dem.
Men svaret kan også sagtens være nej, hvis man spørger, om et konkret økosamfundsinitiativ er godt at satse på. De fleste konkrete initiativer bliver nemlig åbnet for nye medlemmer for tidligt. Længe før de er godt nok forberedte, og resultaterne bliver derefter. Hvis stifterne ikke har påtaget sig ledelsesansvar for at gøre projektet klar til en stor gruppe, bliver man sandsynligvis skuffet, og taber måske hele sin indsats.
Her vil mange økosamfundsentusiaster sikkert protestere og give eksempler på eksisterende, mere eller mindre vellykkede fællesskaber. Men for hvert overlevende fællesskab er der nok fem til ti initiativer, som er gået til grunde med tab, allerede før de fik egen jord under neglene. Blandt de overlevende fællesskaber er der kun få, der er så gode, at de kan overbevise nogen i samfundets hovedstrøm om, at de skal gå hen og gøre ligeså. Risikoen er altså stor for at et givet projekt mislykkedes ift. at give et godt eksempel til efterlevelse for det almindelige samfund, og for at man selv spilder tid, penge og skønne kræfter.
Alligevel vil jeg fastholde, at økosamfund overordnet er en meget god idé, man skal bare være realistisk om vanskelighederne og forberede sig selv og sit projekt meget bedre end det almindeligvis sker.
Situationen er blevet lidt bedre efter at Gaia Education tilbyder uddannelsen i økosamfundsdesign, f.eks. i form af EDE (Ecovillage Design Education). Men vi er stadig langt fra bare 50% overlevelseschance, så et økofællesskab er ikke et godt lotteri at satse på.
EDE giver gennem ”bæredygtighedshjulet” et smukt overblik over den horisont, som et projekt må orientere sig efter. Selve EDE-kurset består i reglen af mindst fire ugers undervisning i fem aspekter. Dels de fire dimensioner af bæredygtighed; den sociale, den økonomiske, den økologiske og den verdenssynsmæssige. Gennem hele kurset løber et femte projekt-aspekt, hvor man integrerer det lærer om i hver enkelt dimension, og som skal udmønte sig i en præsentation af en skitse til et fællesskabsprojekt.
Sådan en skitse er langt fra klar til at invitere en større gruppe, men det giver en håbefuld stifter et indtryk af, hvad det kræver at være klar. EDE’s fire dimensioner giver en overordnet introduktion til fire emnekredse, som hver kunne være et helt universitetsstudium. Derfor har EDE ingen garanti for at det lykkes; men det er bedre end ingenting, for det giver i det mindste en idé om, hvad man ikke ved, og hvad man får brug for eksperthjælp til.
Bæredygtighedshjulets cirkelform kan desværre misforstås. For det første på den måde at de fire dimensioner er lige vigtige. Det er ikke rigtigt. Den sociale dimension er efter min mening klart vigtigste for, om et fællesskab lykkes, hvilket er hvorfor denne dimension lægges først i et EDE-forløb, sådan at et hold straks får fælles sprog til at fungere som et fællesskab, og kan øve sig i det gennem hele kurset.
For det andet kommer økosamfundsidealet ligestilling ofte på tværs af begrebet ledelse, fordi man vil undgå at gentage de dårlige erfaringer, man har haft med dårlige ledere. Desværre undgår man ikke dårlige ledere ved at forsøge at undgå ledelse som sådan. Nogen og noget kommer til at bestemme, og uden klar ledelse bliver det let magtkamp eller jantelov.
For et økosamfund er ledelse er helt uundværlig, og derfor også udtrykkeligt nævnt i bæredygtighedshjulets sociale dimension sammen med personlig udvikling. Personlig udvikling omfatter at lære at lede sig selv, men ikke alle er lige langt i deres personlige udvikling. Efter min erfaring er vanskeligheden ved at etablere et godt ledelsessystem det, som oftest kan ødelægge et økofællesskabsprojekt. Først er vi alle børn og barnlige sjæle, hvor vi behøver ledelse, og vi udvikler os mod modenhed ved bl.a. først at lede os selv, hvorefter vi derefter kan lede vores børn og andre med behov for ledelse.
Ledelse behøver ikke bestå i at kommandere. I frivillige fællesskaber må ledelse være som at føre i en pardans (f.eks. argentinsk tango), hvor lederen kaldes ”fører”, og hvor rollefordelingen mellem fører og følger er den, at føreren dels styrer parret og undgår kollisioner med møbler, søjler og andre par, og dels med sine bevægelser inviterer følgeren til at bevæge sig sådan, at det glæder følgeren så meget at følge, at den ønsker at følge – og gerne så trygt, at følgeren kan lukke øjnene for alt det, føreren skal holde øje med, give sig hen i bevægelsen og bare nyde dansen.
I arbejdsforhold består ledelse i at tage ansvar for, at det nødvendige bliver gjort, så målene bliver nået. Helst, men ikke nødvendigvis i fællesskab: En leder inviterer andres hjælp til at gøre det – eller gør det selv. Derfor begynder ledelse med at kunne lede sig selv; men ledelse folder sig først ud, når lederen får følgere – f.eks. dem, som ikke kan lede sig selv endnu, eller dem, som ønsker en tur som følgere.
At lede kræver mange færdigheder; det omfatter mindst at kunne planlægge et forløb, så det får en slutning og en begyndelse: Planen lægges baglæns. Først skal man forestille sig et ønsket resultat, og dernæst tænke baglæns hele vejen tilbage til den første næste-handling, som har retning mod det ønskede mål, og som man kan udføre straks, uden at nogen må gøre noget andet først. Derefter – udføre planen forlæns: Først den tænkte næste-handling for at komme ét skridt nærmere resultatet – og så gentage det hele igen og igen, indtil man har nået det ønskede resultat. Det er sværere end det lyder, og de færreste har lært det, når de tilslutter sig et projekt, som andre har stiftet.
En effektiv organisation med ligestilling som ideal er altså ikke uden ledere. I bedste fald ender den med at have mange ledere, og kun hvis den taler om ledelse som nødvendig. Den er ikke flad, men har mange toppede domæner, hvert med mindst én leder, der leder sig selv, og dertil eventuelt nogen, der følger og afstår fra at tage ledelsesansvar i dette domæne, fordi de ikke kan eller vil.
Stifterne må altså kunne og turde lede, indtil de fleste andre har lært det. Det er en almindelig fejl, at stifterne fralægger sig deres ledelsesansvar for tidligt, hvis f. eks. stiftergruppen finder et spørgsmål vanskeligt og fristes til at at udskyde det, fordi ”stifterne ikke skal bestemme det hele”.
Dette er også sandt,; men stifterne skal afgøre visse spørgsmål, før de inviterer en større gruppe. Først og fremmest dette: Hvordan skal den større gruppe tage fælles beslutninger? Hvis allerede en lille stiftergruppe rummer en uenighed, så den ikke kan enes om dét, er det et svineheld, hvis den større gruppe rummer en person, der kan forlige de to uenige stiftere. Sandsynligvis tager det tid, og i den tid mister man de første af de skuffede medlemmer, der forventede at finde et velforberedt projekt.
Ledelsen i et effektivt økofællesskab kan umuligt omfatte alle, når fællesskabet har/får børn og optager nye umodne eller endnu utilpassede medlemmer. Det vil sige: altid.
Hvis man nøjes med at sigte imod, at alle personligt modne medlemmer skal deltage i ledelsen, kan en kernegruppe udgående fra stifterne – varetage en effektiv ledelse, indtil to ting er opnået: Fællesskabet har designet og etableret en kollektiv ledelsesmetode, som både kan give ledelsesroller til mange modne medlemmer og lære- og følgerroller til så også næsten modne kan bidrage, og man har en gruppesammensætning af mange modne og færre næsten modne.
Når man altså spørger, om det er en god idé at tilslutte sig et konkret øko-initiativ eller om éns eget initiativ er klart til at andre kan tilslutte sig, er det afgørende, om projektet beskriver en klar og god idé om lederskab.
Hvis man kan se en plads til forbedring af projektets lederskab, kan man teste projektet ved at foreslå en forbedring. Hvis projektet modsætter sig forbedring af lederskabet, er det klogest at finde sig et andet projekt.
Artiklen er fra den 92. udgave af LØS bladet: Økosamfund i Danmark, udgivet i november 2024
Du kan læse bladet i sin helhed her
