Ledig stilling som Økonomimedarbejder

  • Post published:December 17, 2024
  • Post category:Alle / Nyheder

Landsforeningen for Økosamfund ANSÆTTER
Er du en grøn ildsjæl, der ønsker at støtte økosamfundsbevægelsen med driften af vores forening? Bor du måske selv i et økosamfund, og kan du se dig selv i en rolle som ansat i LØS? Kunne du tænke dig at være med til at udvikle et stærkt og professionelt sekretariat i LØS, sammen med andre ildsjæle? LØS er i udvikling. Vi har mange projekter, og vil gerne have flere medlemsaktiviteter. Der er derfor brug for en ny økonomimedarbejder. 

Vi søger en ØKONOMIMEDARBEJDER (5 timer/ugen)
Som kender til Economic, skat, løn mm. og kan udarbejde kvartalsregnskaber, som frivillige kan forstå samt arbejde med både drift- og projektregnskaber. Samarbejder tæt med en sekretariatsansat (Signe), projektkoordinator (Camilla), en frivillig kasserer samt LØS’ revisor.

Fælles for alle stillinger i LØS er:
– Det er små jobs, der kræver en høj grad af selvstændighed, kreativitet og virkelyst. 
– Du skal kunne indgå i en græsrodsorganisation på godt og ondt: Tæt samarbejde med frivillige, stor frihed og mange meninger.
– Det er en fordel, at du selv bor i økosamfund/bofællesskab eller er tæt knyttet til denne livsstil. En fordel er også, hvis du i forvejen er frivilligt engageret i LØS, eller vil blive det.
LØS har før haft ansatte med både frivillige opgaver og betalte opgaver, i en fin balance.
– Du kan dokumentere erfaring fra og kompetence indenfor lignende arbejdsopgaver.

LØS kan tilbyde:
Et levende fællesskab i en lille NGO, hvor der er højt til loftet og masser af god energi.
– Stor indflydelse på det daglige arbejde og mulighed for at arbejde fleksibelt, hjemmefra, stort set når det passer dig.
– Adgang til netværk inden for økosamfund i Danmark og i udlandet.
– God støtte fra en frivillig bestyrelse og medlemsgrupper.

Om at arbejde i LØS:
Dine opgaver vil være mangeartede og udvikle sig over tid. Du skal kunne fungere som ‘lonely rider’, når du arbejder alene med drifts- og udviklingsopgaver, samt være samarbejdsorienteret og motiverende i samarbejdet med medlemmerne, de øvrige ansatte, frivillige og bestyrelsen. En detaljeret stillingsbeskrivelse findes her.

Om LØS:
Landsforeningen for Økosamfund samler danske økosamfund, giver mulighed for erfaringsudveksling og arbejder politisk for at fremme økosamfund i Danmark og inspirere det øvrige samfund til et bæredygtigt liv. Foreningen er organiseret efter sociokratiske principper og drevet af en frivillig bestyrelse, der arbejder med mottoet: Let, legende og lærende. Læs mere om bestyrelsen her.  

Ansættelsesvilkår:
Det er en tidsbegrænset stilling, der foreløbig løber frem til juni 2026.
Der er mulighed for at være med til at forhøje timetallet og/eller forlænge ansættelsen.
Løn aftales efter kvalifikationer.

Man arbejder hjemmefra, men skal være indstillet på engang imellem at flytte sig for at mødes med de andre ansatte (på Sjælland), bestyrelse eller frivillige/medlemmer. 
Desuden kan der forekomme eftermiddags-/aften-/weekendarbejde.

Ansøgning og CV sendes til job@okosamfund.dk. Spørgsmål til stillingen kan rettes til Kamala, forperson for LØS’ bestyrelse, på kamala@okosamfund.dk
Ansøgningsfrist er 10. januar 2025. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt, og afholder samtaler løbende.

Du opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold. Hos os er dine kompetencer og engagement det vigtigste.