I Køge er en lille landsby med 16 tinyhuse ved at tage form, som et muligt svar på flere af de
kriser, vi møder i det moderne samfund. Vi kalder os et bolig- og havelaboratorium, fordi vi
eksperimenterer med nye måder at leve på, som harmonerer bedre med naturens og menneskets trivsel.
Af Marianne Mark
Om forfatteren:
Marianne Mark er beboer i Tiny Varigheden og koordinator, Køge Fælles Jord
Tiny Varigheden på Køge Fælles Jord består af 16 helårs tinyhuse, der er ved at blive bygget af biobaserede og genbrugte materialer. Tinyhusene må maks. være 50 m2 udvendigt for familiehuse, 42 m2 for par og 36 m2 for enlige. Dvs. en single har ca. 28 indvendige m2 at gøre godt med. Udover de små huse og gradvis selvforsyning, tilstræbes et rummeligt fællesskab med en naturlig diversitet i beboersammensætningen mht. alder, faglighed, uddannelse og etnicitet.
Hvordan kan det lade sig gøre at bo på så få m2?
Marianne Mark svarer: ”Tinyhusene er designet, så der er de nødvendige ting, som alle andre også har: et godt køkken med køle/frys, ovn og ofte også en lille opvaskemaskine, samt et godt badeværelse og en hems med plads til en gæst. Der er endvidere højt til loftet, hvilket giver en følelse af, at huset er større end det er og ikke føles, som en tændstikæske. Fælles faciliteter, såsom fællesvaskeri, ekstra bad, stort køkken og værksted reducerer de nødvendige private kvadratmeter til et minimum og gør det muligt at have et komfortabelt liv med det, du har brug for.
Fordelen ved at bo så småt er også, at du er meget mere udenfor. Der er ikke så mange rum at gemme sig i, og derfor går man nemmere udenfor og laver nogle af sine gøremål. Drikker kaffen ude, går en tur i naturen, går til fællesspisning, går i vaskeriet osv.. Så på den måde får vi mere bevægelse og frisk luft ind i hverdagen. Det øger den fysiske og psykiske velvære og gør, at vi godt kan leve på 28 m2 og have et godt liv samtidig.”
Tiny Varigheden er et bofællesskab, som ligger 2 kilometer syd for Køge Station på Køge Fælles Jord.
Tiny Varigheden startede for fem år siden og består af 16 tinyhuse, der er ved at blive bygget af genbrugs- og biobaserede materialer.
Tinyhusene er maks. 50 m2.
I Tiny Varigheden bygger vi små boliger af biobaserede og genbrugte materialer, deler biler, renser vores eget spildevand og giver plads til haver, skov og biodiversitet – alt sammen for at leve lettere på kloden.
Er der noget, du savner i din hverdag i dit tinyhus?
Beboer Else Nissen svarer: ”Det oplever jeg ikke, der er faktisk intet jeg savner. Tværtimod, så har jeg fået så meget forærende ved at bo i tinyhus. Jeg er langt mere ude i den friske luft end før. Hvis jeg lige skal tænke lidt, og cleare hjernen, så går jeg en tur. Naturen er lige udenfor mit hus, fordi vi har valgt asfalt, fliser og plæner fra, så der blot er en masse naturstier mellem træer, madskov, haver og vild natur.”
Hvordan spiller tinyhuse og naturen sammen?
Marianne Mark svarer: ” Ud af Køge Fælles Jords samlede 2,5 ha, så udgør haverne (naturen) ca. 70 % og Tiny Varigheden ca. 30 %. Vi har valgt at lægge tinyhusene meget tæt og lade det befæstede areal være så småt som overhovedet muligt. Så vi bruger minimal plads på veje, parkeringspladser og fortov. Da vi skulle lave lokalplan med kommunen, spurgte de – ”hvor er vejen henne ?”. Der er stort set ingen vej – kun den obligatoriske brandvej. De få delebiler vi har, parkerer vi samlet, så der er ikke afsat plads til parkering ved husene. Du må gå hen til dit tinyhus fra parkeringspladsen. Over halvdelen, som bor i Tiny Varigheden, har valgt ikke at have bil.
Det befæstede areal er meget mindre, og det sammenhængende naturområde er proportionalt meget større end normalen i et parcelhusområde. Se vedhæftede tegninger fra Tegnestuen, Vandkunsten, der har sammenlignet Tiny Varigheden med et alm. parcelhuskvarter i Køge. Denne fordeling giver natur, skov, biodiversitet og selvforsyningstanken plads. Den sammenhængende natur giver beboerne en direkte naturforbindelse i hverdagen, som mange i den moderne verden nok søger uden altid at vide, at det er det, de søger. Naturforbindelsen giver ro i sjælen og en følelse af at være kommet hjem.”
Køge Fælles Jord omfatter 2.5 ha. jord, der er lejet af Køge Kommune.
Køge Fælles Jord startede for ti år siden med et permakulturprojekt og er i dag paraply for både Haverne og Tiny Varigheden.
KFJ rummer i dag en madskov, grøntsagshaver, sø, eng, udekøkken, drivhuse og 16 tiny huse.
på billedet:
Morgenmad ved udekøkken byggeworkshop
Ser du det som et tilvalg at bo i tinyhus ?
Marianne Mark svarer: ”Ja, det er helt klart et tilvalg og ikke et fravalg at bo i tinyhus. Jeg vil vove at påstå, at du får det, du forgæves søger i den fortravlede moderne verden, når du flytter til Tiny Varigheden. Du må give slip på et stort hus, egen bil, og andre ting, men du får derimod natur, nærvær, fællesskab, mening, frisk luft, bevægelse og sund mad. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det har heller ikke været en dans på roser hele vejen.
Der er mange bump på vejen, bl.a. når man skal have nye og uprøvede ting i lokalplanen og lovliggjort via et bygningsreglement, der er lavet til store huse. Det har vi brugt meget energi på.”
Hvad er svært, når man bor i tinyhus ?
Else Nissen svarer: ”Jeg skulle i starten vænne mig til at bo meget tæt på de andre beboere i Tiny Varigheden og de mange mennesker, som går rundt på området og er nysgerrige på vores projekt.
Det er vigtigt at finde en måde at skærme sig selv på; at lære sig selv at kende så godt, at man husker at trække sig tilbage og få en pause indimellem — ellers bliver det for meget.”
Kan Tiny Varigheden være med til at løse nogle af de kriser, vi står i dag ?
Marianne Mark: ”Jeg håber, at Tiny Varigheden er med til at skabe inspiration. Vi ønsker at vise et bud på en ny måde at leve i verden på, hvor vi binder kulstof og øger biodiversiteten, samtidig med at vi lever et godt og meningsfuldt liv, som en del af naturen.
Vi ser helt klart en øget biodiversitet på Køge Fælles Jord efter vores 10 år med regenerering af jorden. Vi har nu grøn frø, springfrø, lille vandsalamander, masser af fugle og insekter.
Endvidere binder vi kulstof på den måde, vi producerer vores mad på. Vi eksperimenterer med mad fra træer og flerårige planter, hvor madskoven binder 17 tons CO2/ ha./år.
I vores 4-til-1-planet-eksempelhus, der er bygget af genbrugs- og biobaserede materialer er klimaaftrykket helt nede på 2,5 CO2e/m2/år, hvilket svarer til en fjerdel af klimaaftrykket fra alm. boligbyggeri i dag og svarer til et ressourceforbrug i henhold til 1 planet.
Vi eksperimenterer med forskellige løsninger både i tinyhusprojektet og haverne og prøver at finde frem til nogle modeller, som har så lavt et klimaaftryk som overhovedet muligt, så vi sammenlagt binder kulstof, øger biodiversiteten og får vandet tilbage i landskabet. Så vi bliver en del af løsningen af både biodiversitets- og klimakrisen.”
Hvis du vil vide mere om både Tiny Varigheden og Køge Fælles Jord, kan du læse mere på www.koegefaellesjord.com
Her finder du også tegninger af flere tinyhuse, til fri afbenyttelse.