Af Salim Ayoub, Projektarbejder i LØS-Sekretariatet
Der er steder i verden, hvor tiden blot føles anderledes.
Et af de steder fandt jeg i en lille økolandsby i det vestlige Ukraine — lad os af sikkerhedsmæssige hensyn kalde den Zelenivka. Her bor omkring 20 familier mellem skov, marker og grusveje. Her er der ingen propfyldt Outlook-kalender, ingen konstant summen fra computere, ingen cykelsti fyldt med mennesker på vej videre til næste aftale. I stedet er der spredte selvbyggede huse med store jordlodder, højt græs op til livet — og et gammeldags udendørs toilet i træ, som fik mig til at tænke på Det Lille Hus på Prærien.
Jeg var taget til Ukraine sammen med Camilla fra LØS sekretariatet og med Steffen Emrich fra GEN Europe som en del af LØS’ ”Spaces of Unity”-projekt i samarbejde med GEN Ukraine. Formålet var ret konkret: Vi skulle støtte vores partner i at styrke deres organisation. Sammen skulle vi arbejde med strategi, roller, og økonomisk bæredygtighed samt meget andet. Kort sagt: hvordan GEN Ukraine kan stå stærkere som netværk og lære fra de mere erfarne GEN-netværk i Europa.
Men som det ofte sker, når man rejser til udlandet for at vejlede og videregive erfaringer, blev det ikke kun os, der kom med erfaringer. Vi kom også hjem med meget.
Et ukrainsk økosamfund i krigens skygge
Opholdet fandt sted i et ukrainsk økosamfund med rødder i Anastasia-bevægelsen. Det er på mange måder en mere konservativ pendant til den økosamfundsbevægelse, vi kender fra resten af Europa, men en vigtig del af det bredere GEN Ukraine-netværk.
Derfor blev mødet med Zelenivka også et møde med en anden måde at tænke økosamfund på. Her var grønne visioner og bæredygtige huse flettet sammen med ret traditionelle familierelationer, hvor kvinderne bagte, lavede mad og passede børn, mens mændene reparerede, byggede og tog imod gæster. Zelenivka og Anastasia-bevægelsen er langt fra repræsentative for hele GEN Ukraine, hvor de fleste fællesskaber nok har et værdigrundlag, mange danske økosamfund bedre kan genkende sig i.
Hos Sacha, hans familie og de andre værter blev vi mødt med en overvældende gavmildhed: tærter, pandekager, kaffe, små gaver og borsjtj i alle variationer. Det rørte mig, fordi det foregik midt i en tid, hvor mange ukrainske økosamfund er økonomisk pressede, og mange mænd er mobiliseret til hæren eller lever i angst for at blive det. Alligevel blev der ikke sparet på os som gæster — som om gæstfriheden netop blev vigtigere, fordi tiden er svær.
Mere end programmer og dagsordner
Som danskere er vi vant til at optimere vores arbejdstid. Hvis der er tyve minutter mellem to møder, kan man lige besvare en mail, rette et dokument eller følge op på noget derhjemme. Det lagde jeg især mærke til i Ukraine, hvor vi fra LØS — og Steffen fra GEN Europe — hele tiden fandt små lommer til at arbejde.
Men vores ukrainske partnere havde en anden rytme. De pressede på for, at vi også skulle tage på udflugter, drikke kaffe, spille volleyball, sidde lidt længere ved bordet og se stedet — ikke bare arbejde i det.
I begyndelsen føltes det, som om arbejdet blev afbrudt. Efterhånden begyndte jeg at se det anderledes: at professionelle relationer også bygges, når man lytter til en historie, går gennem højt græs sammen eller griner akavet på en volleyballbane.
Den samme forskel mærkede jeg i organisationskulturen. Set med danske øjne kan GEN Ukraine virke mere uformel, kaotisk, med flydende roller, uklare ansvarsområder og beslutningsprocesser, der ikke altid er så gennemsigtige, som vi ville forvente i en dansk foreningskontekst. Det kan skabe forvirring, interne spændinger og legitimeringsproblemer, især når et netværk skal vokse og søge større bevillinger.
Samtidig begyndte jeg at se, at der måske også kan være en styrke i alt det her kaos. I en krigstid, hvor hverdagen hele tiden kan ændre sig, kan fleksibilitet, improvisation og en stærk formand også være en styrke. Det er ikke altid pænt, strømlinet og demokratisk — og langt fra sociokratisk — men det holder muligvis GEN Ukraine i gang under forhold, hvor andre organisationer ville have bukket under for længst.
Vi kom for at hjælpe GEN Ukraine med at stå stærkere organisatorisk: med tydeligere roller, bedre kommunikation, klarere konfliktprotokoller og en mere bæredygtig økonomi. Det er stadig vigtigt. Men besøget mindede mig om, at man ikke bare kan hælde dansk foreningskultur ud over Ukraine som en færdig skabelon. Man skal lytte først, forstå hvad der allerede bærer organisationen, og derefter bygge videre på dét — uden at ødelægge den fleksibilitet og handlekraft, som måske netop har holdt netværket levende.
Det, vi gav — og det, vi tog med
Det er let at forestille sig historien om et projektbesøg som noget, hvor “vi” kommer med viden, og “partneren” modtager den. Så enkel var min oplevelse ikke.
Ja, vi bidrog med erfaringer fra LØS og GEN Europe. Vi arbejdede med organisationsstruktur, vi stillede spørgsmål, gav forslag og hjalp med at skabe overblik.
Men vi lærte også noget af GEN Ukraine.
Om gæstfrihed. Om at dele, selv når man ikke har meget. Vi lærte noget om pausernes betydning. Om at relationer ikke er spildtid, men en del af selve fundamentet for samarbejde og personlig trivsel. Og vi lærte noget om, at fleksibilitet og uformelhed og en vis grad af mangel på struktur ikke kun er problemer, der skal løses, men også har sine styrker i visse kontekster.
Det er det, partnerskab handler om. At vi udvikler os sammen, ikke for at ligne hinanden, men i forståelse for de forskellige virkeligheder – og det, der binder os sammen, på trods.
Da jeg forlod Zelenivka, tænkte jeg ikke kun på, hvad GEN Ukraine havde brug for at udvikle. Jeg tænkte også på, hvad vi i Danmark måske kunne have brug for at (gen)lære.
Er det farligt at tage til Ukraine?
Jeg tøvede med at fortælle, at jeg skulle til Ukraine. Nogle tænker, det vil være risikabelt. Men vi havde rigtig gode værter og gennem Kiev fulgtes vi med en person fra GEN Ukraine, der var i hæren og gik rundt iført uniform. Det føltes trygt – og han modtog anerkendende blikke og ’hi fives’ fra andre ukrainere.
Vi spurgte til hverdagen i Kiev. Som én fra det dansk/ukrainske ungdomshus sagde: ”Vi bliver ikke ved med at kravle i kælderen, hver gang alarmen lyder. Vi har en hverdag, her.” De fortæller i GEN Ukraine, at det er meget vigtigt at fortsætte og at det er stærkt og nødvendigt, at vi kommer på besøg. Det viser, at man ikke lader sig kue og at livet, partnerskaberne og relationerne fortsætter, selvom der er krig.
Tak til LØS for at lade mig komme med til Ukraine.
