Vi taler om klimakrise, økonomisk krise og krigstid – men måske er det i virkeligheden symptomer på én ting: omsorgskrise.
Af Emma Bundgaard Poulsen
Om forfatteren:
Jeg hedder Emma, jeg er 26 år og er en del af Grobund Ebeltoft. Jeg er stadig ved at finde den rette hylde i livet. Men jeg brænder for fællesskab, retfærdighed og kærlige relationer.
Omsorgskrisen
Vi har som samfund mistet forbindelsen til det nære – til det at tage os af hinanden. Og det mærkes – i vores mentale helbred, i vores relationer og, tør jeg godt sige, i vores evne til at skabe fredelig og bæredygtig forandring i en verden fuld af uro.
I årtier har vi bygget samfundet op omkring vækst og effektivitet, mens omsorgen – både det ulønnede arbejde i hjemmet og det lønnede i den offentlige sektor – er blevet underkendt, underbetalt og udliciteret. Resultatet? Et samfund, hvor alt for mange føler sig alene, pressede, og fremmedgjorte over for hinanden.
Omsorgen er blevet en ydelse man køber sig til, frem for et menneskeligt ansvar vi deler. Og det er ikke tilfældigt. Markedet og staten har overtaget det, civilsamfundet engang havde ansvaret for. I ønsket om ligestilling og økonomisk vækst flyttede vi omsorgsarbejdet ud af hjemmet. Nu efterlades børn til stressede pædagoger, ældre overlades til underbemandede plejehjem, og de sårbare i samfundet, ja alt for ofte ved ingen, hvor de bliver af.
Mennesker trænger mennesker
I økosamfundet Grobund, som jeg er en del af, mærker og ser jeg hver dag, helt konkret hvad det gør for mennesker at leve i et fællesskab, hvor vi tager os af hinanden. Her er omsorg ikke et job, men en del af vores måde at leve på.
Når Hedvig bliver passet af en af “tanterne” i fælleshuset, mens far arbejder i sin selvstændige virksomhed, er det ikke bare praktisk hjælp – det er tryghed, nærvær og fællesskab.
Og når vi i kollektivet på Grobunds gård valgte at lade en af vores ældre bo hos os, efter han fik demens, blev det en fælles opgave. Vi lagde en plan, fordelte opgaverne og lavede mad til ham. Det kræver tid, tålmodighed og samarbejde, men det giver også mening og glæde. Dermed viser vi, at omsorg ikke behøver være en opgave for staten alene. Den kan bæres af mennesker i fællesskab.
Fællesskab som fundament for omsorgsrevolutionen
Men det kræver også noget af os. Hvis fællesskaber og økosamfund virkelig skal være en del af løsningen, må vi turde løfte mere i flok. Vi må tage os af vores ældre, vores børn og vores udsatte i hverdagen – ikke fordi vi skal erstatte det offentlige system, men fordi vi kan supplere det, aflaste det og menneskeliggøre det.
På Grobund har vi en klar vision om at indrette os, så vi faktisk kan tage del i omsorgsarbejdet. Det handler om alt fra at skabe fysiske rammer – fælleshuse, børnehaver, oldekoller, til at organisere os, så vi kan tilbyde støtte, pasning og socialt samvær, når der er brug for det, hvor ressourcer, tid og omsorg flyder frit mellem generationer, familier og fællesskabet på tværs.
Fællesskaber kan noget som staten og markedet simpelthen ikke kan: De skaber nærhed og mening. De bygger på frivillighed, ikke tvang – på relationer, ikke kontrakter og på tillid. Og det har både menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Når fællesskaber tager del i omsorgsarbejdet, mindskes presset på sundheds- og institutionssystemet, og mennesker trives bedre.
Økosamfundenes ansvar
Derfor skal vi begynde at se økosamfund som en model for fremtidens velfærd. Ikke bare som et hyggeligt supplement, men som et reelt fundament. Omsorgsrevolutionen begynder dér, hvor mennesker, i praksis, vælger hinanden til.
Den store forandring kommer ikke fra Christiansborg, men fra os i hverdagen og i fællesskaberne. Vi, i økosamfundene, viser allerede hver dag, hvordan et liv bygget på nærhed, kærlighed og frivillighed, kan se ud. Vi kan inspirere til en ny forståelse af velfærd – hvor det handler om mennesker og ikke systemer.
Det er smukt, det vi kan. Vi skal være stolte af det – og vi, som økosamfund, skal turde gå forrest i omsorgsrevolutionen.
