Vores to ESC frivillige Evelina og Mariam har mødt danske Eva Lydeking gennem utallige møder med ghanesiske partnere omkring vores fælles projekter. Men hvad laver denne vidende og idé-rige dansker i Ghana? De tog chancen for at interviewe Eva Lydeking om hendes virke i Ghana sammen med LØS og ghanesiske civilsamfundsorganisationer.
Sundhed, ernæring, uddannelse og regenerativt landbrug hænger tæt sammen. I Ghana mødes disse områder i Eva Lydekings arbejde.
Eva er dansk ernæringsterapeut og fortaler for bæredygtighed og har gennem de seneste år samarbejdet med lokalsamfund i Ghana om praktiske og lokalt forankrede løsninger.
Sammen med ghanesiske partnere og i samarbejde med LØS arbejder Eva målrettet for at styrke fødevaresikkerhed, forbedre sundhed, fremme vidensdeling og understøtte regenerative dyrkningsmetoder. Hendes arbejde viser, hvordan en kombination af videnskabelig viden og lokale erfaringer kan bidrage til mere modstandsdygtige lokalsamfund og en bæredygtig udvikling.
Evas vej til Ghana begyndte med et ønske om at skabe mest mulig meningsfuld forandring gennem den viden, hun har tilegnet sig. I Afrika er der enormt behov for hendes viden. Efter at have undersøgt mulighederne i flere afrikanske lande valgte hun at slå sig ned i Ghana, fordi hun mente det var her, hun bedst kunne bidrage.
Efter at have bistået andre aktører i nogle år, gik hun i gang med at udvikle sit eget permakulturelle undervisnings- og demonstrationslandbrug et par time ruden for landets hovedstad. Samtidig med, at hun støtter en række projekter med fokus på lokalsamfunds modstandsdygtighed, ernæringstilstand og genopretning af miljøet.
For Eva er evnen til kreativ problemløsning den vigtigste kompetence. Med sin baggrund inden for sygepleje, ernæring og sundhedsundervisning anvender hun i dag de samme principper til at forbedre jordens sundhed, støtte husdyrhold og arbejde sammen med lokalsamfund. I modsætning til at være afhængig af dyre løsninger fokuserer hun på simple og praktiske tilgange, der kombinerer biodiversitet, lokal viden og evidensbaseret ernæringspraksis.
“Det giver mening for mig at være her i Ghana, fordi jeg ser mange ressourcer, som ikke bliver udnyttet fuldt ud, på grund af begrænsede uddannelsesmuligheder, udfordrende jordbundsforhold og udbredt fejlernæring, som forhindrer mennesker i at udvikle deres fulde potentiale.”
Det, der betyder mest for hende, er vidensdeling. Gennem samarbejder som f.eks. The Moringa Network bidrager Eva til internationale seminarer, der samler deltagere fra mere end 40 lande. Ved at dele praktisk viden og problemløsningskompetencer håber hun, at lokalsamfund i Ghana – og verden over – kan blive bedre til at tilpasse løsninger til deres egne lokale forhold.
For LØS er det en gave at have Eva i Ghana, hvor hun bidrager med sin ekspertise til de landbrugsprojekter, LØS kører med andre ghanesiske partnere, gennem bevillinger fra CISU. Her er hun med til at understøtte, hvordan ernæring kan få en stærkere rolle i arbejdet med lokalsamfundsudvikling. Hun er også med til at udvikle undervisningsmaterialer og fremme lokalt tilgængelige og næringsrige afgrøder, som kan forbedre fødevaresikkerhed og samtidig mindske afhængigheden af pesticider.
Når LØS teamet er på besøg i Ghana, er Eva derfor med. Hun støtter de lokale partnere og er blevet en central person i GEN Ghana, hvor hun har et stort netværk af ligesindede.
Når Eva ser fremad, betragter hun fødevare- og sundhedssikkerhed som grundlaget for al bæredygtig udvikling. Hun mener, at Afrika har en særlig mulighed for at styrke eksisterende systemer og samtidig opbygge modstandsdygtighed over for klimaforandringer gennem viden, praktiske færdigheder og lokalt forankrede løsninger.
“Min ambition er ganske enkelt at efterlade et fodaftryk ved at kunne dele viden og færdigheder, så mennesker får flere muligheder for at skabe det liv, de ønsker, samtidig med at de passer på miljøet og jorden.”
Kernen i Evas arbejde er en enkel idé: Når lokalsamfund har adgang til viden, praktiske færdigheder og muligheder, står de stærkere i forhold til selv at skabe en sundere og mere modstandsdygtig fremtid på deres egne præmisser.
Fra redaktionen:
Sammenhængen til LØS opstod ved, at Eva i sin tid var med i den gruppe, der opstartede Økosamfundet Hallingelille. Hun kender en del mennesker i LØS-regi og er derfor blevet en hel naturlig del af LØS’ arbejde i Ghana.
En anden særlig ting ved Eva er, at hun er et kyndigt hestemenneske og tog til Ghana sammen med sine 4 heste – hesteholdet er siden vokset betydeligt.