Af Kristiane Ravn Frost, Avnø Oasis
Der er mange udfordringer ved at bo i økosamfund/bofællesskab. Både praktiske og mere personlige. Jeg deler her et par stykker, der lige dukker op i min tankeverden. De er skrevet i den rækkefølge de kom og ikke prioriterede efter vigtighed. Der kan også sagtens være væsentlige udfordringer, jeg har overset.
Styrker vores beslutningsmetode fællesskabsfølelsen?
En af de store udfordringer er, om vores metode til at træffe beslutninger bidrager til at skabe fællesskab eller til at skabe separation. Mit økosamfund, Avnø Oasis, er en sociokratisk organisation. Det betyder, at vi alle kan være trygge ved, at vi gennem at bruge vores ret til indsigelse kan forhindre, at der bliver taget beslutninger, som vil skade fællesskabet eller virkeliggørelsen af vores vision. Det betyder, at vi alle ved, at der ikke kan ændres på noget af det, vi oprindeligt sagde ja til, uden at vi alle accepterer at leve med det. Det betyder også, at ingen kan bremse noget, der er godt for fællesskabet og i overensstemmelse med vores vision. Det giver en stor tryghed. Engang hvor jeg var bedt om at facilitere en gruppeproces i et andet fællesskab, fik jeg en meget stærk påmindelse om, at flertalsbeslutninger skaber tabere og vindere og dermed separation. Jeg oplevede, at der i gruppen var en tendens til at skulle overbevise hinanden om den rigtige løsning. Der var stærke argumenter for og imod. Og et af argumenterne var, at sidst var det os, der “tabte”. Det er ikke fair, hvis det igen går ud over os, bare fordi vi er i mindretal. Jeg delte at mit perspektiv var, at flertalsafgørelser automatisk vil skabe tabere og vindere, og foreslog, at de skulle overveje at vælge en styreform, der ville styrke fællesskabsfølelsen.
Kender vi forskel på personlige og strukturelle konflikter?
En anden udfordring er at kende forskel på strukturelle og personlige konflikter. Strukturelle konflikter kan forholdsvis let opstå i et flertalsdemokrati, hvor der automatisk er både tabere og vindere. Eller hvis der er ulige ejerskab til projektet. Hvis der er en eller ganske få personer, der ejer jord og bygninger og andre lejer, så er der et indbygget potentiale for at have modstridende interesser. Eller hvis det er svært at komme ud af fællesskabet uden at miste de penge, man har investeret i det. Eller hvis der er for få hænder til at udføre arbejdet. Så kan nogen synes, at det er de andre, der ikke laver nok. Der er mange muligheder. Grundlæggende er årsagen til strukturelle konflikter, at rammerne skaber modsætninger. Personlige konflikter opstår derimod, når mennesker trigger hinandens ømme punkter gennem deres udseende eller væremåde. En af de store udfordringer er ikke at forveksle de to. Hvis man behandler strukturelle udfordringer som personlige eller omvendt, bliver det umuligt at løse dem.
Billede fra Avnø Højskole/Økosamfundet på vej: Avnø Oasis
Kommer vi med realistiske forventninger?
Mindre end en måned efter at vi overtog tomme bygninger på Avnø Oasis, oplevede vi at et par, der var nysgerrige om vores spirende økosamfund var noget for dem sammenlignede os med økosamfund, der havde været etableret i flere år. Vi kom selvfølgelig til kort. Selvfølgelig fungerede vi ikke godt nok på det tidspunkt. Vi har også oplevet, at folk regnede med, at bare fordi vi havde fået en donation til at købe bygninger for, så ville de automatisk kunne få en lønnet position. De forstod ikke, at pengene skulle bruges til bygningerne, og at vi selv måtte skabe vores lønninger. En af vores egne forventninger var, at vi lige fra dag ét kunne give alle, der kom for at finde ud af om Avnø var det rigtige sted for dem, den samme indflydelse på lige fod med os, der havde forpligtet os overfor hinanden og som kendte visionen. Det førte lynhurtigt til konflikter og et kaos af den anden verden. For nogle af dem der kom ville lave om på det, vi ville med stedet. Vi har undervejs lært at være meget tydelige i forhold til hvad folk kan forvente sig, og vi bruger hver en situation hvor forventningerne ikke bliver opfyldt, til at revidere den information vi giver ud til folk. De sidste to år er det sjældent folk er gået forkert. Men det har krævet, at vi har skabt klare rammer, og at vi har udviklet vores evne til at formidle dem.
Har vi tilstrækkelig modenhed til at indgå i fællesskabet?
Et grundlæggende menneskeligt behov er at have et tilhørsforhold. At være del af en familie, gruppe etc er fundamentalt for mennesker. Men evnen til at indgå i et fællesskab er ofte ikke tilstrækkeligt udviklet. De fleste oplever, at deres forestillinger om livet og andre mennesker bliver udfordret, når de flytter ind i et fællesskab. Vores mentale programmer gør, at vi ikke er i stand til at se det, der er som det er, eller være til stede med det der er. Vi laver vores egne historier, om hvad der egentlig sker. En del af Avnø’s DNA er, at vi har Aima metoderne til selvrefleksion og transformation af mentale programmer, der står i vejen for nærvær med os selv og andre. Desuden bruger vi metoder fra andre steder, såsom ZEGG-Forum, Biodanza, Makrobiotisk mad, Girafsprog, familiekonstellation og meget andet, der øger vores evne til at mærke vores egne ønsker og behov og kommunikere dem på en moden måde.
Forventer vi at fællesskabet opfylder vores behov?
En af de helt store udfordringer i alle menneskelige forhold og dermed også ved at bo i et fællesskab, er at det er let at komme til at forvente at fællesskabet opfylder ens behov. I samme øjeblik, nogen forventer, at fællesskabet opfylder deres behov, kommer de til at fremstå som krav. Krav som folk enten ikke vil eller kan opfylde vækker ofte skyldfølelser. Den almindelige reaktion når nogen stiller krav, er derfor at de trækker sig. Det vil sige, at i stedet for at behovene bliver opfyldt, skabes en følelse af at være udenfor fællesskabet. Det er en kunst at kommunikere behov for nærhed, ømhed, anerkendelse etc. på en måde, hvor behovet bliver opfyldt samtidig med, at det står andre frit for at give det.
Kan vi finde balance mellem “jeg” og “vi”?
På Avnø arbejder vi meget bevidst med balancen mellem ‘jeg’ og ‘vi’, mellem individuelle behov og fællesskabets behov, mellem at bidrage til fællesskabet, deltage socialt og tage os af vores egne behov. Det er specielt udfordrende, fordi der altid er mere at gøre, end vi kan overkomme. Selvom vi ikke altid lykkes med at finde balancen mellem egne behov, behovet for at være sammen og fællesskabets behov lykkes vi dog som regel med at støtte hinanden, når vi føler os overvældede af alt det der kan gøres. Vores guidende princip er, at vi forbinder os kærlighedsfuldt med os selv, hinanden og omgivelserne og bidrager til trivsel på jorden. Vi har et stort fokus på fællesskab, fysisk og mental sundhed både i hverdagen og i de uddannelser vi tilbyder. Regeneration – både af den indre og den ydre verden – er et vigtigt begreb for os.
Dramatrekant eller ‘empowerment’-dynamik?
Den helt store udfordring handler om at træde ud af dramatrekanten og ind i ‘empowerment’ dynamikken. Når jeg er inde i dramatrekanten, skifter jeg mellem at være offer, bøddel og redder. Når jeg føler mig som et offer og beskylder nogen for at være årsagen, bliver jeg bøddel, for jeg anklager den anden person. Når jeg forsøger at redde nogen fra at være offer, så forsømmer jeg at tage ansvar for mit eget, og ender med at blive et offer, som har brug for at andre skal tage ansvar for mig. Når jeg fordømmer nogen eller på anden måde gør dem til et offer, så er der tre fingre, der peger tilbage på mig, og jeg bliver selv et offer. At træde ind i ‘empowerment’ dynamikken gøres ved at træde ud af offerrollen og antage den holdning, at lige meget hvad der sker, så er det mig, der skaber min oplevelse. I stedet for at redde nogen kan jeg antage rollen som coach, hvor jeg fastholder, at det er dem selv som skaber deres situation, og styrker dem selv i at tage ansvar for den. I stedet for at være bøddel, kan jeg vælge at bevidst udfordre mennesker, der befinder sig inde i dramatrekanten.
Har vi en fælles vision?
Uden en langtrækkende fælles vision vil medlemmerne af et fællesskab trække i forskellige retninger, og det kan blive vanskeligt at komme videre, når den første fase, som i mange tilfælde i de danske økosamfund har været byggeri af økologiske huse, er overstået. Hvad nu? Hvad binder os sammen? Hvad giver os fælles mening og motivation? Samme som i parforhold. Når børnene er voksne, kigger mange forældre på hinanden, og har svært ved at skabe et nyt fælles liv.
Har vi tilstrækkelig viden og færdigheder til at skabe det fællesskab, vi drømmer om?
Der stilles store krav. Vi skal kunne vurdere bæredygtige materialer og byggemetoder (økologi), skabe en ny kultur (verdenssyn), finde ud af at fungere sammen på en ny måde (social) og håndtere penge og skabe juridiske rammer, der passer til det, vi ønsker inden for rammerne af det etablerede samfund, der er struktureret til at tage vare på andre interesser (økonomi). Der er rigtig meget at sætte sig ind i, og hvad mange ikke har indset er, at udover at vi forsøger at levendegøre en drøm, så skaber vi også en virksomhed; ikke med det primære formål at tjene profit, men mere på grund af de andre dimensioner i de otte former for kapital.
Konklusion
Først og fremmest løber vi ind i problemer, fordi vi mangler den viden og de færdigheder, som en ny livsstil kræver på det økologiske, sociale og økonomiske område. Dernæst er vi opdraget til at fungere i et andet system end det vi prøver at skabe, så vi har svært ved at tænke langt nok ud af boksen. Vi har ikke lært, hvordan vi skal give slip på de vaner og forestillinger, der står i vejen for at leve vores drøm. Vi er oplærte i at tilpasse os til det eksisterende samfund på godt og ondt.
Reelt har vi brug for UDDANNELSE, UDDANNELSE OG ENDNU MERE UDDANNELSE, hvis vi skal lykkes. Vi skal både kunne mestre det etablerede system og kunne tænke langt nok ud af boksen for at kunne skabe noget nyt og langtidsholdbart. En struktur der styrker de værdier, vi har. Det er naivt at tro, at det er muligt at skabe en ny verden, et nyt paradigme, uden at lære af dem, der er gået foran os. Vi har ikke lært det i skolen og heller ikke i det eksisterende samfund. Den verden vi blev født ind i, er undervejs til at falde fra hinanden, og kæmper for at finde vej til at kunne fortsætte. Vi ved, at det kan den ikke. Sammen forsøger vi at skabe den nye verden, der kommer til at afløse den døende verden, vi blev født ind i. Ikke en lille udfordring.
Her på Avnø har alle i kernegruppen deltaget i økosamfundsuddannelsen (EDE) og flere af dem, der er på vej ind i vores fællesskab, har deltaget i enten EDE eller lille EDE. Mange af os har deltaget i Global Ecovillage Gatherings, sociokrati og facilitatoruddannelser mm. Flere af os er aktive i Nationale økosamfundsnetværk. Vi arbejder aktivt med at styrke vores fysiske og mentale sundhed og med at give slip på de vaner og underbevidste forestillinger og programmer, der står i vejen for at vi kan udleve vores drøm. Det giver os et stærkt fælles grundlag for at håndtere de udfordringer, som det naturligt giver at deltage i at skabe et nyt fælles liv med en langtidsholdbar livsstil.
Kristiane Ravn Frost er en stærk drivkraft i Avnø Oasis og Avnø Højskole, hvor der tilbydes en bred vifte af kurser, blandt andet økosamfundsuddannelsen EDE. Du kan finde mere information om hende og projektet på Avno.org.
Artiklen er fra den 92. udgave af LØS bladet: Økosamfund i Danmark, udgivet i november 2024
Du kan læse bladet i sin helhed her
