af Tor Esbern Markussen
På venteliste til fællesskabet
I slutningen af 90’erne fik min kone og jeg to børn hurtigt efter hinanden, begge født på Vesterbro i vores lille toværelses lejlighed. Vi var i midten af 20’erne, og jeg husker, hvor udfordrende det var at være ung og samtidig en kernefamilie. Vi havde nem adgang til vuggestuer, børnehaver og indkøbsmuligheder, men alligevel var byen svær at være børnefamilie i. Vi talte om at flytte ud af byen, men hvor og hvordan?
En eftermiddag på Geografisk Institut på RUC foreslog min studiekammerat Joakim, at jeg skulle skrive familien op på en venteliste til noget, der hed Ungdomsgruppen i bofællesskabet Munksøgård. Fra instituttets første sal kunne vi se en sti, der førte over en lille bæk og op til det nyopførte byggeri. Jeg fik skrevet os på ventelisten uden at vide særligt meget mere om projektet.
Fællesskabet bliver konkret
Det viste sig, at Munksøgård bestod af 5 x 20 boliger. Der var Lejegruppen, som bestod af Ungdomsgruppen, Familiegruppen og Seniorgruppen. Derudover var der Ejergruppen og Andelsgruppen. Projektet havde været mange år undervejs og var netop åbnet for indflytning. Hurtigt kom vi op på ventelisten, og vi flyttede fra stenbroen til Munksøgård.
Munksøgård og Ungdomsgruppen var mit første møde med fællesskaber. Det var fantastisk. Der var en social organisering bevidst indlejret i en struktur, som gjorde, at fællesskabet trivedes og voksede. Projektet var smukt tænkt, idealistisk og sammensat. Der var mange mennesker, og mange havde brugt meget tid på at realisere det imponerende projekt. Lars fra Ejergruppen var én af de mennesker, der vidste mest om projektet. Jeg husker også Jette fra Andelsgruppen som en ankerperson, og der var mange, mange flere.
De fem bogrupper havde hver deres særpræg, og forskelligheden skabte dynamik. Da grupperne skulle i gang med at give husenes træbeklædning linoliemaling, var der nogle, der med store bogstaver havde malet “Afskaf SU’en” på vores fælleshus. Det var Ejergruppen, der lavede sjov med os unge. I en replik blev der svaret “Afskaf den private ejendomsret” på deres fælleshus.
Avislæsning på Munksøgård. Foto af Sofie Jordbo
Munksøgård havde solvarme, lokalt fjernvarmesystem, urinopsamling og ubrændte komprimerede lersten. Hver bogruppe havde et fælleshus og adgang til jordstykker til fælles dyrkning. På trods af at Munksøgård var forholdsvis nyt, fandtes der en velfungerende organisatorisk backbone, og foreningen var drevet af arbejdsgrupper og ildsjæle, som varetog store dele af driften.
I Ungdomsgruppen var vi singler, enlige og familier med små børn og børn på vej, under uddannelse eller netop begyndt på arbejdsmarkedet. Vi spiste sammen i fælleshuset. Jeg smiler ved tanken om de unge udgaver af Thomas, Joakim, Stinus og Keld, der sad side om side i solen i fælleshuset lørdag morgen og læste i hver deres Information. Det med at føle sig alene med familien var forsvundet. Her var det nemmere at have børn og at være familie. Der var en struktur og et fællesskab, som gjorde, at vi levede livet på livets præmisser, og vi var omgivet af mennesker i en tydelig ramme.
Ved siden af Munksøgård blev Vanddråben (børnehave og vuggestue) opført, og de næste år voksede den nye bydel op langs Nordens Parkvej. Munksøgårds ventelister blev lange, og jeg kunne se, at familien ville vokse ud af ungdomsgruppens små lejemål. To år senere var vi, far, mor og tre børn på vej til Sydfyn for at realisere drømmen om et mere landligt permakulturelt bofællesskab, som vi havde været med til at planlægge.
Fællesskabernes kæmpe potentiale
For mig var der en verden til forskel mellem at være forælder i en atomiseret kernefamilie og at være forælder i et organisk fællesskab. Jeg har oplevet fællesskaber som et helt eventyrligt gode, og som noget, der har gjort mit liv mere rigt, end jeg selv kunne have skabt det. Der er et kæmpe potentiale i at skabe nære relationer, hvor mennesker indgår i lokale praktiske fællesskaber. Det kan være:
- Huller af afslapning og snak mellem dagens gøremål.
- Børn der leger med andre børn, mens du hænger vasketøj op.
- En indkøbsordning der fjerner nødvendigheden af at bruge tid i supermarkeder.
- Bofæller du kan ringe til og bede om at tage dit barn med hjem fra børnehaven, når du bliver forsinket.
- Børn der kan være alene hjemme, fordi der altid er voksne, de kender, i nærheden.
- Børn der vokser op med kontakt til mange mennesker, og som får flair for større grupper.
- At der er nogen, der hjælper dig, når du er syg, eller du bliver ramt af andre svære omstændigheder.
- Vidner til hinandens liv og historie.
- En følelse af sikkerhed og kærlighed.
Men fællesskaber kan også være en svær oplevelse.
På vej mod nye horisonter
Vi flyttede fra Munksøgård, inden jeg for alvor mærkede konflikterne, misforståelserne og projektionerne fra og omkring mig. Vi flyttede til en bar mark på Sydfyn. Vores arbejdstitel var Den Selvforsynende Landsby; vi var en andelsforening, et landbrug og et fødevarefællesskab.
Mine 20 år med projektet har ført mig fra de højeste tinder til de dybeste dale. Vi havde en magisk planlægningsfase, hvor alt lykkedes. Vi oplevede en euforisk tid med byggemodning, hvor følelsen af at vi lykkedes med at realisere vores drømme i et fantastisk projekt, var dominerende. Euforien blev efterfulgt af konflikter. En svær tid med skænderier, låste situationer, fløjdannelser, eksklusioner og misforståelser. Vi havde investeret alt i et projekt, og kunne ikke bare flytte fra de halvfærdige huse, selvom vores selvskabte psykiske miljø forfaldt omkring os.
Jeg var en del af problemet, men kunne ikke forstå hvorfor. Efter et par mislykkede forsøg på konfliktløsning i det store fællesskab etablerede vi en åben gruppe, der i det næste halvandet år investerede en hel aften hver tredje uge i supervision. Vi brugte den i hinandens selskab, hvor vi i terapi-lignende omgivelser arbejdede med en vinkel på det at være menneske. Vi udviklede et blik og sprog for konflikter og følelser. Langsomt fik landsbyen et nyt og kærligt udtryk.
Der findes ikke skyld og skiderikker
Vi lærte at se det at være menneske gennem nogle ontologiske antagelser. Vi antog, at andre ikke kunne give os en følelse, vi ikke allerede havde, og at alt, hvad vi mødte i verden, var sider af os selv. Sådan blev konflikter veje til at blive bevidst om skjulte antagelser, og det var ikke længere vigtigt at finde ud af, hvem der var skyld i de negative følelser. Det krævede mange anstrengelser, og vi var vedholdende.
De mange konflikter og misforståelser fra vores hverdag blev brugt som brændstof til vores mentale arbejde. Konflikterne var vejen til selvindsigt og personlig udvikling, og det var livstransformerende for mig at deltage i de møder.
Vi arbejdede også med et inkluderende socialt perspektiv, som vi kaldte identificering. Vi antog, at vi følte det samme, også selvom det så forskelligt ud. Vi identificerede de følelser, som en konflikt tydeliggjorde, ved at mærke, hvor i vores liv vi havde oplevet dem. Det kunne være svære følelser som at blive misforstået, angrebet, isoleret, ikke at blive hørt osv. Ved at identificere begyndte vi at undgå, at tydelige eksponenter for svære følelser blev isoleret.
Vi så det som ukærligt at lade mennesker stå alene med svære følelser, vi alle kendte. Særligt er det betydningsfuldt at kunne omfavne mennesker, som på den ene eller anden måde oplever at være blevet marginaliseret, vrede, usikre eller som føler sig misforstået. Det fører til desperation og afstand.
Med tiden udviklede vi i gruppen et sprog og en finfølelse for konflikter og egne og andres projektioner. Vi blev nysgerrige på konflikter, primært på et subjektivt plan. Vi vidste, at de var uundgåelige, og at der skulle være plads til dem, men de skulle også på et tidspunkt opløses. Oplevede vi, at der var mange uløste konflikter omkring en enkelt person, gik vi til vedkommende.
Langt de fleste fællesskaber har før eller siden brug for måder at arbejde med de mange mekanismer – kognitive, emotionelle og sociale – der er på spil. Vi har brug for at udnytte de muligheder, der er i konflikterne og uenighederne til personlig og fælles udvikling. Det kræver robusthed og modenhed at turde arbejde med de ting, og det kan ikke lade sig gøre uden en høj grad af kærlighed, omsorg, sårbarhed og skyggearbejde. Og det kan ikke gøres alene, men på den anden side behøver det jo ikke involvere alle.
Tor (Jordbo) Markussen boede på Munksøgård fra 2000-2002 og var så med til at opstarte Den Selvforsynende Landsby, hvor han boede fra 2001-2018. Han bor nu på Grønland og er lektor i geografi og psykologi. Derudover er han forfatter til artikelserien ”Refleksioner om, hvad livet med Den Selvforsynende Landsby har lært mig om fællesskab, samarbejde og konflikter I-VI”, som kan læses på hans LinkedIn-profil, der er tilgængelig for alle, også uden en konto.
Artiklen er fra den 92. udgave af LØS bladet: Økosamfund i Danmark, udgivet i november 2024
Du kan læse bladet i sin helhed her
