Konsulentnetværk for fællesskaber
Baggrund
Opstartende fællesskaber indenfor bofællesskaber, kollektiver og økosamfund ytrer ønske om tilgængelige personer med fagligheder, der kan støtte dem i opstartsfasen. Fællesskaber gør brug af forskellige rådgivere, konsulenter og eksperter, med varierende grader af succes. Men der mangler et overblik over behov og udbud.
Rådgivning som et formelt behov
Både finansielle institutioner, Realdania og Vejledningsenheden for Bofællesskaber er opmærksomme på behovet for og manglen på rådgivere/konsulenter med de rette profiler, i opstarten af fællesskaber. Det vil ofte stilles som et krav for at få bevilget finansiering, at man som initiativgruppe har tilknyttet en rådgiver (Merkur, AL m.fl.)
Opstart af netværk
I projektet afsøger LØS, hvordan et konsulentnetværk for opstartende fællesskaber kan se ud, hvordan det kan rammesættes, samt hvordan det kan forankres i de eksisterende organisationer; Landsforeningen for Økosamfund (LØS), Kollektivforeningen og Bofællesskab.dk. Alt for at kunne betjene kommende fællesskaber bedst muligt, så deres chance for realisering stiger.
Spørgsmål til afklaring:
- Hvor diverst er feltet? Specialiserer man sig eller forsøger man at rådgive mere generelt, på flere områder? Hvad er behovet for specialister og generalister?
- Vil rådgivere gerne arbejde sammen i netværk? Hvorfor? Når flere rådgivere er tilknyttet samme fællesskab, hvilken samarbejdsrelation kan de så have?
- Hvori består fællesskabernes behov for rådgivning? Hvad betyder det at modtage rådgivning fra en person, der selv bor i fællesskab?
- Eksperter – praksiseksperter? Hvordan fungerer disse to typer af rådgivere sammen?
Kontakt:
Er du interesseret i at være med i udformningen af netværket, så kontakt Camilla på camilla@okosamfund.dk
Se også listen over konsulenter hos Bofællesskab.dk samt Undervisernetværket hos LØS.