Frands Frydendal var med LØS på ”Practical Course in Sociocracy 3.0” i Barcelona, nov. 2022
Dette var et kursus i S3-praksis. Det var 3 lange dage med stort udbytte; især fordi vi var velforberedte alle 10, der kom fra mange hjørner af Europa og i forvejen mindst skulle have gennemført et online kursus ”Sociocracy 3.0 Foundations Course”, så vi var helt opdaterede med teorien og hvad man ellers kan prøve online. Selv var jeg på mit første S3-ugekursus i Rumænien allerede i 2016, og har fulgt nogenlunde med siden.
Underviserne var selveste James Priest og Liliana David, som er to af de tre udviklere eller ”opfindere” af S3, så det var virkelig at ”høre det fra hestens egen mund” (den tredje er Bernhard Bockelbrinc, som vi mødte på online-kurset).
Jeg glædede mig især over at prøve to S3 specialiteter (som altså ikke er i værktøjskassen for andre sociokrati-varianter som f.eks. Holakrati eller SoFA). Den første S3-specialitet var den såkaldte ”Driver Mapping” – et workshop-format, som kortlægger en gruppes motivationer til at deltage i et samarbejde på en bedre og mere effektiv måde end de gamle metoder med at opstille f. eks. vision, mission og mål.
Den anden S3-specialitet var endnu nyere metode ”Test Arguments Qualify as Objections” til at facilitere samtykke i en gruppe om, hvorvidt en deltagers modstand mod et forslag udgør en relevant indvending, der skal integreres i et forslag, eller om man trygt kan omdirigere den og eventuelt behandle den senere f. eks. som et selvstændigt forslag.
Dette er ofte en afgørelse i både teori og praksis; men at lære metoden er umagen værd, for kun en gruppe der kan gøre dette pålideligt og nogenlunde gnidningsfrit, kan realisere sociokratiet fuldt ud.
Metoden tager argumenter og deres modargumenter i tur og orden og vejer dem ét ad gangen på gruppens guldvægt – samtykke-beslutningen.
På det ene billede ser man James Priest sidde med et lille nummer-flag, som kan hjælpe til at holde rede på, hvilket argument, man er i gang med at undersøge.
Ud over disse to oplevelser, som jeg især havde set frem til, bemærkede jeg hvilken formidabel facilitator James Priest efterhånden er: For det første styrede han processerne konsekvent og udelukkende ved at stille spørgsmål (og forsikrede sig mod beskyldninger om manipulation eller ”facilitokrati”), for det andet var hans tidsstyring fænomenal: Når han sagde, at én proces ville tage 7 minutter, eller at en anden en ville tage 45, startede han et synligt ur på sin telefon, og ledede processen så den forløb glat og landede på sekundet 0.00!
Aftenerne efter selve undervisningen gav også et udbytte som ingen online kurser kan give, de frie dybe samtaler mellem top-motiverede mennesker med fælles interesse.
